Spiritusforbud…

Vi nærmer os det tidspunkt på året, som er uløseligt forbundet med mindet om kaotiske men herlige 1. juledage, hvor Villy skejede ud, så det var til at mærke. Den ene gang om året tillod han sig, at blive godt og gammeldags fuld.

Villy var støber nede på De Smithske Jernstøberi. Villy var også min morfar. Den stærkeste mand jeg har kendt, tror jeg. Et lille energisk muskelbundt, som ikke lod sig skræmme af noget som helst. Han var vant til hårdt fysisk arbejde og kroppen indrettede sig derefter.

Først i lære i Holstebro på jernstøberiet og senere flyttede han og Jenny til Ålborg, hvor de bosatte sig nede på Glasværket nede ved havnen. Her opfostrede de 4 børn, som allesammen var Villys stolthed og glæde.
(Det er hele familien du ser på billedet – min mor står yderst til højre).

Villy var opvokset i et hjem, hvor hans far gerne uddelte tørre tæsk efter endt arbejdsdag. Faderen kom oftest fuld hjem og syntes så, at han var i sin gode ret til at slå både kone og børn. Villy løftede aldrig en hånd hverken mod sin kone, sine børn eller siden børne- og oldebørn. Aldrig nogensinde.

Villy drak heller ikke. Formentlig fordi han havde set, hvad den slags kan ende med. Han følte kun dyb afsky for de mennesker, som syntes det var i orden at være beruset i tide og utide, som han sagde. Altså med undtagelse af 1. juledag. Der tillod han sig selv, at drikke igennem sådan for alvor.

1. juledag samlede de hele familien. Det vil sige de 4 børn, svigerbørn og den store samling børnebørn de med årene fik sig. Det gik vildt for sig. Der blev naturligvis serveret snaps, som det sig hør og bør…

Villy var lidt af en stivstikker hele året igennem. Tilknappet, regelret grænsende til det rigide og nogen ville sikkert beskrive ham som temmelig kedelig, men vældig rar, men 1. juledag skal jeg love for, at Villy fik afløb for resten af året.

Han blev aldrig ubehagelig, men altid utrolig sjov. Fuld af spas var han, når han endelig gav los. Vi børnebørn elskede det, for det var den ene gang om året han kunne finde på at jagte os tværs gennem det ellers så sirlige hjem, kravle på tagryggen af huset eller bare være ganske og aldeles fjollet.

Ydermere var det den dag, han sagde de mest utrolige ting til Jenny. Hele året igennem hørte vi Jenny hakke på Villy mens hun brugte tiden på at sørge for, at der ikke lå et eneste støvfnug på interiøret derhjemme. Aldrig hørte vi Villy tage til genmæle. Altså med undtagelse af 1. juledag, hvor han kunne finde på at sige de mest utrolige ting til hende.

Vi børnebørn ventede i kulissen, men så snart han begyndte at stikke til hende vidste vi, at det kun drejede sig om sekunder – så startede det. Lynhurtigt indfandt vi os allesammen, for ingen af os ville gå glip af den verbale overhaling hun fik denne ene gang om året.

Jeg skal ikke sige mig for god til at synes, at hun fortjente den overhaling. Jeg tør næsten sværge på, at jeg ikke er den eneste der havde det sådan. Vi ventede med spænding år efter år og det slog aldrig fejl.

Det hele kulminerede i, at Jenny trak lommetørklædet frem og begyndte at græde. Så stoppede han. “En rigtig mand ved hvornår det er på tide at stoppe”, sagde han så. Rejste sig og forlod bordet, mens hele familien fløj til højre og venstre for at trøste og opildne.

Svigersønnerne så sig aldrig for gode til at støbe et par kugler eller to, når først de var i gang og imens stod døtrene så inde ved mor og trøstede hende, mens de huskede hende på, at det kun var denne ene gang om året han blev sådan “…og det er jo også bare fordi han er fuld mor…”, forklarede de, hvorefter mormor med sindsro kunne udstede forbud mod spiritus i det kommende år.

Morfar modtog altid beskeden med påtaget fortvivlelse – han vidste jo bedre, for der ville ikke blive rørt en dråbe spiritus før næste år den 25. december, hvor det hele startede forfra igen… og det udelukkende fordi han valgte, at det skulle være sådan.