Det gjorde godt!

Jeg havde helt glemt hvor godt det er. Det er det til gengæld. Godt altså. Sand mellem tæerne og udsigt til Vesterhavet gør sjælen let som en sommerfugl. Den flyver næsten.

Vi fandt en lille gryde lige i starten af klitterne og der var læ og samtidig den skønneste udsigt ud over hav og strand. Skyerne havde vi i ryggen og der var så mange, så solen ikke bragede ned fra himlen, men bare lå inde bag et fint skydække. Det passede mig strålende.

Jeg havde taget bog med, men udsigten overhalede ind imellem indenom, når der skulle kæmpes om min opmærksomhed. Det gør godt sådan at ligge på maven, med tæerne i det bløde sand og filosofere en smule over livets ulidelige lethed eller noget…

Jeg er skal- og stensamler om en hals. Jeg har uro, når jeg ligger ved stranden, så jeg ligger faktisk aldrig stille med næsen i sky. Jeg traver stranden tynd og afsøger den for interessante strandfund. Oftest er der ingen fantastiske fund, men masser af dem, som er banale, men ikke mindre smukke. Så samler jeg. Også i dag.

Kenneth kan ligge stille. Længe. Meget stille. Jeg kan ikke, så jeg strides mellem lysten til bare at ligge og lade mig gennembage og trangen til at udforske området. Det sidste vinder som regel. Så rejser jeg mig, traver afsted henad stranden og nyder udsigten og de smukke, nøgne kroppe, som passerer mig på vejen. Vi nikker og smiler til hinanden.

Ind imellem møder jeg en af de mænd, som jeg i mit stille sind morer mig gevaldigt over. Standardudstyret er bar figur og så det uundværlige skulderhængte håndklæde. Således iført et henslængt håndklæde, som alligevel ikke skjuler Moder Naturs udstyr, vandrer de op og ned ad stranden. Jeg ser dem aldrig gå i havet, men jeg tror, at de føler sig nøgne (det er de så også, men jeg ved ikke om jeg skal fortælle dem det) uden dette underligt overflødige stykke tekstil, som altså skal hænge oppe på skulderen til ingen verdens nytte.

I dag mødte jeg tre. De er mange. Gid de ville forklare…

Dagen sluttede med en omgang grillmad fra kiosken oppe ved nedkørslen til stranden. Vi havde, i iveren efter at komme afsted, glemt at tænke på frokost. Det blev klaret her. Ikke sund kost, men det smagte altså godt og således rustede, kørte vi retur mod Aalborg, hvor vejret nu skifter mellem sol og skydække. Her er dejligt, men for pokker hvor var der SKØNT oppe ved Vesterhavet.

Det Vesterhav har forlængt stjålet mit hjerte og i dag fik jeg endelig min stranddåb for i år. Jeg krydser fingre for mange flere dage som denne. Den har været SKØN.