9

Skyggeliv

Vi er krøbet ind i skyggen. Solen er ganske enkelt for varm, men inde under halvtaget er der skønt, så vi nyder livet. Gode bøger afløses ind imellem af en pind eller to på strikketøjet, eller vi kommer pludselig i tanke om et eller andet, som nødvendigvis MÅ deles og så står munden ikke stille.

I skyggen

Der spises en mad i ny og næ. Det er sevhentere. Køleskabet er til fri afbenyttelse, men der er ikke meget service her på matriklen. Vi orker ikke.

I skyggen er der rartVi orker til gengæld godt at hygge os, så det gør vi. Mændene er forsvundet. Vi har ikke den store idé om, hvad de foretager sig, men de hygger sig med garanti, så ingen ko på den is. Vi andre gør jo det samme.

Vi snakker ind imellem have og blomster, for Gitte og Thomy har sommerhus, som kræver omtanke både af hensyn til de lange stræk, hvor alle planter må klare sig selv og fordi jordbunden er anderledes og derfor også kræver særligt robuste planter.

Vi snakker terrasser. Overdækninger, lærketræ og mægtige sofaer med masser af puder, stearinlys og aftenhygge. Ly for regn og dug. Fantasiens vinger er de bedste.

Imens arbejder fingrene umærkeligt. Det går fremad. Tørklædet vokser stille og roligt og snart er det færdigt. Det er sjovt at strikke, men lidt hårdt, for det er ren bomuld. Mine fingre er ikke vilde med det, men jeg er stædig.

Skyggestrik

Af en eller anden grund er jeg afsindig god til at strikke jævnt i bomuld. Det ligner næsten maskinstrik.

Farverne er syren og chokoladebrun med en skriggrøn som kontrast. Det ser mægtigt ud og jeg tror det kommer til at vække opsigt, når det bliver færdigt. For et øjeblik siden måtte jeg opgive, for fingrene får det for varmt og jeg sveder og så glider ingenting. Nu tror jeg i stedet, at jeg vil finde bogen frem.

Livet er herligt!

Du vil sikkert også kunne lide