Liv

Først var der alle gravskænderierne ude ved Gunderup Kirke. Man mente i det lille landsbysamfund, at det kunne være satanister, der var på spil, men siden skulle det vise sig at være to 15- og 16-årige drenge, som kedede sig.

Erstatningskravet er skyhøjt og straframmen ligeså, men landbetjenten har aldrig været uden evner, så nu er knægtene tilsagt kirkegården, hvor de skal reetablere gravstederne og hjælpe med at holde området pænt og sirligt. De var sat i arbejde fra morgenstunden i går.

Mon de hyggede sig?

Lidt længere ude af Hadsund Landevej, lige nede foran Lindenborg, var et vognlæs muldjord væltet. Ikke bare væltet, men væltet for alvor, så man ikke kunne passere og derfor stod en nydelig betjent og dirigerede køen indenom Håls.

Beskeden var, at vi bare skulle følge efter lastbilen, som er i gang med at dreje om hjørnet. Den kendte ruten indenom – vi skulle kun indenom 300 meter af hovedvejen – og så kørte vi ellers troligt efter den store lastbil, som fortsatte vestpå. Og vestpå. Og vestpå…

Da vi var kørt omtrent 10 kilometer mod vest, mente jeg alligevel, at der var noget galt, så jeg stak af og fandt ud til hovedvejen igen i løbet af et par minutter. Herfra kunne jeg se, at mulden lå spredt over et kæmpestort areal og ganske rigtigt ikke tillod biler at passere, men fra at skulle køre 25 kilometer, endte jeg med at have kørt næsten 50. Jeg nåede dog målet.

Dagen blev tilbragt med udsigt til marker og der er smukt derude lige nu. Alting står og strutter og der er ikke meget smukkere end Danmark, når sommeren byder op til dans.

Min umiddelbare udsigt var marker, køer, korn og siloer, som rummer høsten. De skinnede i solen, så man næsten kunne blændes, men det gjorde ingenting, for lige over hovedet fløj svalerne i fast rutefart mellem marker og rederne oppe under taget.

Efter dagens dont gik det hjemad ad landevejen. Ind gennem landskaber, som var ternede, stribede og mangefarvede. Agerhøns spankulerede i kanten af kornmarkerne og en enkelt mår passerede vejen, som jeg kom kørende forbi.

Den syregrønne farve ligger som bælter tværs gennem landskabet. I horisonten kunne man ind imellem se en af de mange gravhøje, men ellers var der bare højt til himlen, som der altid har været i denne del af Himmerland.

Lige inden jeg ramte hovedvejen, var der stop ved Skibsted Å, som løber tværs gennem landskabet herude. Et øjebliks stilhed siddende ved vandkanten og jeg var klar til at møde verden.

Jeg glæder mig til næste tur herud. Det kunne såmænd godt blive i dag, for jeg bestemmer selv, men i første omgang skal Annemette og Heidi vist snart vækkes. Vi andre har jo været vågne i timer nu, så ganske almindelig misundelse tvinger mig til at smutte indenom og smide med vand. Koldt vand.