Den der ler sidst…

Da vi passerede Uldfestival i Saltum, skreg de begge to, med hånlatter i stemmen “Husk at vinke… husk at vinke”, mens bilen gled videre nordpå. Vi endte nemlig i vores elskede Løkken.

Ja, sur var jeg jo ikke særligt meget. Mut næsten ikke. Brynede jeg? Nej da! Jeg trak det korteste strå denne eftermiddag og et eller andet sted er det jo i orden. Man må bøje sig for flertallet i min familie.

Resultatet af deres anstrengelser blev bare, at jeg måtte insistere på indkøb af to kjoler og et enkelt par bukser. Så kan de lære det. Og så måtte de forøvrigt også give is. Kæmpestor Løkken Is, så der ikke var et øje tørt blandt hverken dyr eller mennesker. Oskar fik min softice. Jeg kan ikke lide den. Det kan han!

Vi handlede hos Edith og Børge…

Børge gik rundt og spillede chef, mens han dirigerede heftigt med den unge pige, som tydeligvis havde fået en weekendtjans i butikken. Imens sad Edith i baglokalet og strikkede på en nisserød akrylcardigan, så det var så vældigt, men isen var god og rigelig.

Efter isen gik turen ned til mit elskede Vesterhav. Der var så smukt…

Der var bølgebrud i den helt rette mængde og jeg var fristet af årets første bad, men besindede mig. I stedet hilste vi på en ven af Folket (TM), som havde monteret verdens ondeste antenne på toppen af sin blå Fiat Panda.

Da vi returnerede gik han langs strandkanten med et net og så meget koncentreret ud. Hvad han ledte efter fandt vi aldrig ud af, men han lignede i hvert fald en, som vidste præcis hvad der var værd at kigge efter.

Det var sikkert ikke alle de grimme benzindunke, som lå og var skyllet i land. Dem holdt mågerne meget af. De var gode at sidde på.

Oline erklærede ham sin uforbeholdne kærlighed, for manden var i besiddelse af et smukt overskæg, som ville have været enhver betjent værdig og den slags “får nu mænd til at se så venlige ud”, som hun erklærede.

Vi venter os meget af hendes kommende mand. I hvert fald et overskæg, som det mindste.

På stranden var der en mægtig aktivitet. Flere lastbiler var i gang med at placere strandhuse, for den nye sæson indledes om et øjeblik. Også ishuset blev sat på plads og så er der ingen tvivl tilbage. Badesæsonen er skudt i gang på Løkken strand.

Efter at have luftet tæerne, returnerede vi til bilen og kørte i retning af landevejen. For at nå den, skal man køre ad strandvejen. Her ligger, på toppen af klitterne, nogle af de huse, som må have en helt vidunderlig udsigt over hav og sol. Det kan jeg godt misunde dem en smule.

Vil man investere i Løkken, er der gode muligheder, for der bygges i stor stil. Den gamle campingplads, som har ligget på samme plads i hundrede år, er forsvundet til fordel for en omgang Eksklusive Ferieboliger, som de skriver på skiltene.

De ender sikkert med at være lækre og ekskusive, men der er noget småtrist over noget, som ligner en ferieby i byen, så det bliver ikke mig, som smider kroner i den retning.

Forøvrigt ligger de på hjørnet ved hovedvejen og kan være sikre på, at der er heftig trafik til og fra byen og stranden hele sommerhalvåret, men fordi de gør det, var vi også nået til vejen mod Saltum, så jeg begyndte stille at bearbejde resten af selskabet. Vi kørte jo lige forbi, så jeg syntes lige…

Jeg var der! Jeg var der cirka 5 minutter, hvor jeg allernådigst kunne få lov til at løbe gennem teltet.

Sikke smukke ting der var. Hold da op, hvor jeg havde kunnet bruge meget længere tid på at få fingrene i sagerne derinde. Der er nogle meget talentfulde udstillere, så jeg ville ønske, at jeg ikke havde lovet Oline at returnere til bilen i løbet af nul komma fem.

Vi nåede også indenfor i Bindestuen, men jeg havde dårligt tid til at forelske mig, så det blev en billig, men alt for kort fornøjelse.

Der var ikke noget at gøre. Turen gik retur mod Aalborg og jeg havde bare at følge med. Jeg lokkede dog familien til et enkelt stop på vejen hjem, men det havde nær kostet mig min førerlighed…

I vejkanten var der lyserødt. Hele, tætte tæpper af lyserøde blomster, så naturligvis måtte jeg ud for at plukke et par stykker. Mens jeg sad på hug, satte Kenneth sig på hornet, så jeg hoppede tværs gennem luften og omtrent op på køleren af en Opel, der tilfældigvis passerede. Så var det slut med det sjov og en buket fik jeg da med hjem.

Vejret havde været med os hele vejen, men da vi nåede Aalborg, var der mørkt og overskyet, men smukt som bare pokker. Lyset lige før regn er helt specielt.

Byens nye springvand gør sig godt på den baggrund. Det holdt tørt til vi nåede Gug, så kom regnen, men nu sidder vi indendøre og har udsigt til en aften i sofaen, så jeg klager ikke det mindste.