Det er to måneder siden Alexander døde. Klokken 13.05 den 29. november sluttede hans liv. Jeg husker det, som var det i går, men samtidig føles det næsten, som var det et helt liv siden. Nogle dage er gode, andre vil jeg helst springe over. Sådan bliver det ved med at være i lang tid fremover.
Oline går vældig op i at tage sig ud. Det gør man, når man er 12.
I dag bar hun et håndlavet armbånd. Røde træperler blandet med små gule smileys. Jeg undrede mig over det lidt usædvanlige smykke, men kun indtil jeg fik spurgt ind til det. Det er et armbånd Alexander har lavet til hende. I dag var smykket valgt med omhu.
Hun tænker meget mere end jeg opdager og jeg græder meget mere end hun opdager.
12 kommentarer
Slagt en hellig ko… » Feberredning
4. februar 2007 at 21:09[…] Mens jeg venter på delegationen fra lufthavnen, finder jeg elastik frem og tråder en nål. Olines armbånd var gået i stykker. Det var vigtigt, at det blev lavet med det samme. […]
Anja
31. januar 2007 at 00:03Der var du lige igen med et indlæg der ramte.
Jeg læser baglæns.
Det har ingen betydning for højden af den smerte jeg fornemmer.
Den sidder lige midt i!
Hele tiden.
Tina - omme i London
30. januar 2007 at 13:25Stort knus til jer. Alle har sin egen maade at bearbejde sorgen paa. Oline sin – du din…
Liselotte
30. januar 2007 at 12:54Ja, det var en barsk dag i går. Intet står at ændre og det ved jeg, men derfor bliver dagene ind imellem lange og seje. Heldigvis er der flest af de gode, så det går jo :-)
anita n
30. januar 2007 at 07:02Du få lige et kram til at varme dig på.
Nadia
30. januar 2007 at 06:46She’s a thinker hende Oline :)) Hvad hun tænker, skriver du!
Forskellen er bare, at du deler det med cyber-universet.
Min niece er også rørt af jeres tab, hun er på samme alder med Oline.
Deborah
29. januar 2007 at 23:46Selvfølgelig gør du det, og godt du kan det. Det skal jo ud søde… sender en krammer over vandene…
Så tror man lige, at det går meget bedre, og så kan den mest usandsynlige ting få en til at bryde helt sammen. Men det bliver ikke ved, det lover jeg dig, for så kunne man ikke leve..
Susan
29. januar 2007 at 23:232 maaneder, saa lang tid og saa kort tid.
Liselotte
29. januar 2007 at 23:07Jeg glæder mig også, Ella og nej, det er ikke til at forstå og så alligevel…
Ella
29. januar 2007 at 23:04Det er ikke til at forstå, at der er gået to måneder, og så alligevel …
Jeg glæder mig til på onsdag :-)
Liselotte
29. januar 2007 at 22:59Ja, det er godt :-)
Irene
29. januar 2007 at 22:55Godt i har hinanden at opdage …
Knus!