Det skete i de dage…

– at familien havde erhvervet sig et køretøj af de tungere, men også mere stabile af slagsen. Det var både det første og det rødeste og det sikreste køretøj de nogensinde siden kom til at eje, men det er en helt anden historie. I hvert fald var det det første – en dejlig Volvo 142 årgang meget gammel. Stolt var familiefaderen, når han om morgenen vandrede ned af havestien og direkte ud på vejen, hvor han satte sig mageligt til rette for at køre på arbejde i sin nye dejlige og velduftende bil. Den forrige ejer havde, betænksomt nok, efterladt Wunderbaum nok til resten af familiefaderens liv som bilist…

Den lille familie boede på toppen af Horsebakken i Utterslev (også kaldet København NV). Som navnet antyder, skrånede vejen ganske betragteligt på begge sider af matriklen, hvorfor en tur ned til købmanden på cykel var hurtig at foretage, men hjemad gik det sandelig noget trægere og derfor var familien lykkelige for den nye og langt mere praktiske indkøbsmulighed – en Volvo har potentiale i den retning. Nogen gange handlede familiefaderen på vej hjem fra arbejde og så kunne der være usædvanligt store mængder toiletpapir, cornflakes og tilbudsvin i bagagerummet.

En aften hvor familiefaderen var på vej hjem fra arbejde, besluttede han sig for at skynde sig hjem og han droppede derfor indkøbene og kørte i rask fart gennem den indre by. Ude på Frederikssundsvej kunne han mærke blodet løbe stærkere gennem årerne ved tanken om fruen, som gik så ensomt rundt og længtes derhjemme på Horsebakken. Han satte farten betydeligt op, svingede snart efter op af Horsebakken og da han nåede toppen, skråede han – lidt friskt – tværs over vejen, parkerede bilen og skyndte sig ind til fruen, som stod inde bag stuens vindue og iagttog ham.

Stor var hans overraskelse da hun trak sig væk fra ham, da han prøvede at kysse hende og endnu større blev den da hun sagde:
– Hør… parkerede du ikke lige bilen udenfor?
– Jo, den holder da lige deru…

Længere kom han ikke før man så ham løbe ud af døren, sprinte hen af havegangen, sætte rekord i hurtigløb for uheldige stakler ned af gaden – kun for at indhente den undslupne og troløse Volvo da den VAR havnet et godt stykke længere nede af vejen, i modsatte vognbane og med bagenden solidt plantet et fornuftigt stykke inde i køleren på en spritny Mazda, som genboerne længere nede af vejen var forfærdeligt glade for. Familiefaderen, som ejede den fine nye Mazda, havde allerede brugt indtil flere søndags eftermiddage på at få den til at skinne rigtigt smukt, men det var ikke det værste. Han havde, få dage forinden, under megen højtidelighed, overdraget nøglerne til sin nabo, som havde fået æren af at låne omtalte bil, mens Mazdaens familie var en tur på Mallorca.
Nu stod denne nabo ganske hvid i ansigtet og SKREEEEEG at han i hvert fald IKKE ville forklare sin nabo, hvad der var sket med dennes nye bil. “Det gør du”, skreg han, så hele det pæne villakvarter kunne høre det og naturligvis påtog familiefaderen sig hele ansvaret, men helt ærligt, så var den kommende lørdag – med forklaringsopgaven – ikke det han glædede sig mest til den uge…

Sådan lærte familiefaderen om sammenhængen mellem frigear og håndbremse… og han glemte det aldrig siden, så skidt er nogen gange godt for noget…