11

Gittes Julelikør

Ja, vel er det tidligt, men den slags kan sagtens nydes udenfor sæsonen og så skal den jo også have tid til at modnes. Jeg smagte jo svigerindens vidunderlige jordbærlikør forleden og det er ingen kunst, at gøre hende det efter. Jeg fik opskriften med i lommen, så her kommer den.

Likørbær

Bær efter smag, behag og temperament. Lige nu kan man stadig finde brombær og hyld, så der er mulighed for at brygge på friske bær, men ellers kan de frosne sagtens anvendes. Hylden smager henad en bitter, fordi de ikke er specielt søde, men brug en mindre mængde sukker (ca. halvdelen) og evt. en Brøndum snaps i stedet og få alletiders bitter, som smager af vitaminer.

Jordbærlikøren jeg smagte, var lavet på frosne bær og derfor ikke så stærk, som den ville have været, hvis den var lavet på friske, som ikke afgiver vand til likøren, men den smagte vidunderligt, så den er bestemt et forsøg værd, selvom sæsonen for de fleste friske bær forlængst er overstået.

Tag et glas...Find først et egnet glas. Det skal være et sylteglas med stor åbning, så bærrene kan kommes i uden problemer. Det kan være hvad som helst, for likøren skal siden sies og kan så hældes på din yndlingsflaske eller farmors gamle, fine krystalkaraffel.

Du skal bruge:

750 g modne bær

475 g sukker

75 cl vodka (Aldi fører en billig model, uden smag. Den er ganske og aldeles velegnet)

Bland bær og sukker i glasset, som forøvrigt skal have et tætsluttende låg. Du skal nemlig vende glasset med mellemrum og det er ærgerligt at spilde halvdelen på tekstiler, som ikke er til at drikke af. Hæld vodkaen over, sæt låget på og stil glasset et mørkt sted ved almindelig stuetemperatur.

Vend nu glasset et par gange om dagen i en uge. Ryst det ikke, men vend det forsigtigt, så du får opløst sukkeret og bærrene ikke går i stykker. Anden uge vendes glasset hver anden dag og herefter kan du lade det stå og hygge sig i yderligere 4 uger.

Nu sier du bærrene fra og hælder likøren tilbage i glasset. Lad det stå til dagen efter, så bundfaldet kan ses og sies fra. Hæld likøren på yndlingsflasken og luk den omhyggeligt. Likøren kan nu opbevares mørkt og køligt i yderligere 2 – 3 måneder og sommeren er gemt på flasker, som du vil elske at tage frem og dele med dem, du holder af.

Mine skal startes snarest. Er jeg heldig, bliver farven julerød og smagen forførende :-)

Du vil sikkert også kunne lide