Så er det nok!

Så skal jeg love for, at mine Hoya er gået i gang med, at producere blomsterskærme. Ikke at jeg opdager det, som for nogle er næsten nok til kvalme, hovedpine og det, der er værre, nemlig den tunge søde duft, som stråler fra blomsterne. Jeg får heller ikke rigtigt øje på blomsterne, for jeg kigger ærlig talt alt for sjældent på planterne i vindueskarmen, men de drysser.

Som en underlig fortolkning af Hans & Grete, smider planterne blomsterne, når de er blevet triste og de ender i lange, umage og skæve spor på gulvet, langs mine vindueskarme og så kigger jeg naturligvis, for så er det tid igen, til de underlige blomsterskærme.

Jeg er fascineret af blomsterne, som udsender en sødlig og tung duft, som kan gøre nogle mennesker mere end dårlige. Dem er jeg ikke blandt, men jeg synes, at blomsterne er smukke og undres endnu en gang over naturen og dens talent for at skabe.

Blomsterne er som lavet af fløjl. Bløde og tykke og med en underlig, kødfuld roset i midten. Den røde prik er sikkert til, for at tiltrække insekter og der sidder altid en klistret dråbe nektar, som byder sommerfugle og andet småt velkommen.

Faktisk er de temmelig frivole, som naturen ofte er.

Mine stammer fra en veninde, som i sin tid tog en stikling med hjem fra Portugal, så de er vel i grunden en smule eksotiske, selvom denne plante er så almindelig, at den findes i de fleste hjem, hvor talentet for pasning ikke er udtalt.

De får ingen kærlighed, men stortrives alligevel og det er jo lige en plante for mig, men faktisk var jeg på et tidspunkt ved at være temmelig træt af, at mine vindueskarme var overbefolkede med dem. Det skyldtes naturligvis ikke, at jeg ikke havde indkøbt og fået andre planter, men mere det faktum, at jeg aldrig nogensinde lærte at huske, at den slags kun overlever på opmærksomhed.

Til sidst var det eneste overlevende mine Hoya, som til gengæld trivedes på ingenting, men lad os se det i øjnene, de er ikke spændende eller specielt fantastiske. Faktisk er én enkelt fint, men så burde det også have en ende, men virkeligheden er igen, at mine vindueskarme ligner dem man finder hos en gammel dame, som flittigt piller og nipper sine Hoyaer, så de blomstrer i tide og utide.

Jeg må tynde ud og smide væk. Gemme en enkelt plante og så tro på, at denne gang lykkes det at holde liv i andet end bedstemors limousine af en plante. Enten det, eller jeg afskaffer alt hvad der er grønt i vinduerne. Det skulle jo nødig hedde sig…