19

Rosmarinsalt

Vi har gjort et nyt bekendtskab i den forløbne uge. Et afhængighedsskabende et af slagsen. Faktisk har vi gjort flere af den slags, men dette her er håndterbart og muligt at gentage stort set når som helst.

Rosmarinsalt

Nu har vi jo haft en gæst med veludviklede overarme, så morteren skræmte hende ikke det mindste. Den blev brugt til verdens bedste pesto, som naturligvis skal efterprøves snarest, men den blev også brugt en aften, hvor hun syntes, at der skulle ekstra god salt til de kulinariske udskejelser.

Hun lavede rosmarinsalt. Nåle og salt i morteren og resten handlede om kræfter og udholdenhed, men snart havde vi det fineste, lysegrønne salt med en liflig smag af rosmarin. Siden har det været på bordet til alle måltider og det er bestemt ikke sidste gang morteren må stille op til den slags.

Det kan varmt anbefales, hvis man vel at mærke er vild med rosmarin, for naturligvis smager det af krydderurten og blod på tanden har vi fået, for sikke mange ideer til kryddersalte der siden er født. Nemt og enkelt er det og det kan vi jo godt lide.

Du vil sikkert også kunne lide