Hindbærdrengen

I den sidste rest af eftermiddagen plukkede Alexander og jeg hindbær. De giver i rigelige mængder i år, så det er med at benytte sig af det og friske, med en smule mælk til, er de mindst lige så gode som en portion friske jordbær.

Alexander havde undervejs i vores bestræbelser for at plukke dem allesammen også fået lov til at give Oskar godbidder, jeg havde med i lommen. Hundeslikket er med til at skabe gode relationer de to imellem, så jeg giver Alexander godbidden, hjælper ham med at styre arm og hånd i den rigtige retning og så slipper han selv godbidden, når han og Oskar finder det passende. Det kan de hygge sig med i lang tid.

Nu var godbidderne så sluppet op, men det gjorde ingenting, for jeg måtte også vende opmærksomheden mod bærrene, så med ryggen til plukkede jeg i vildskab, hvorefter jeg langede dem over til Alexander, som havde dem stående på sit bord til kørestolen.

Efter et stykke tid undrede jeg mig lidt over, at det nærmest så ud til at svinde i bærrene jo mere ivrigt jeg plukkede. Oskar sad stille, i skyggen ved Alexanders kørestol. Troede jeg.

Alexander kan stort set intet på egen hånd, men han havde fået skubbet hindbærskålen ud til kanten af bordet og med hånden begravet i bærrene, langede han glad og fro de fleste af dem i Oskars retning, ud over bordets kant.

Min hund elsker tilsyneladende hindbær. Jeg elsker hunden og drengen. Den sidste for hans ukuelige vilje til altid at ville.