Jagten på lavendlen

I år besluttede jeg, egenhændigt, at jagten på lavendlen for alvor var gået ind. Det betød, at jeg nægtede at rejse hjem, uden at have stået omgivet af lavendelmarker. Stakkels familie, for nok var vi i Provence, men med over 20 års erfaring med området vidste vi, at det slet ikke er så ligetil, som det lyder.

Der er ikke lavendelmarker overalt, hvor du vender dig. Der er masser af lavendler. De gror allevegne og efterlader duftspor i næsen, som holder næsten hele vejen til Danmark, men markerne med lavendler, så langt øjet rækker, findes ikke overalt, som nogle kan forledes til at tro.

Jeg ville finde dem! Jeg ville stå midt i en lavendelmark, omgivet af summende bier og smukke sommerfugle. Jeg nægtede at rejse, inden det var sket.

For familien betød det, at de måtte leve med en tur, som skulle vise sig at blive meget længere end planlagt, men også så meget smukkere, end nogen af os havde fantasi til, at forestille os. Det lykkedes til sidst.

På billedet står jeg og ser vældig tilfreds ud, men lad dig ikke forledes til at tro, at det var tilfældet. På daværende tidspunkt havde vi kørt i 2½ time og var lige nået til den første lavendelmark, som affødte tvangsudstigning af bilen for mit vedkommende.

Familien insisterede på, at jeg steg ud, tog millioner af billeder og så returnerede i god ro og orden, for de var efterhånden ved at være temmelig trætte af mit “lige om det næste hjørne, tror jeg, at de ligger”.

Jeg gjorde, som jeg fik besked på. Sur var jeg, for hvis du kigger efter, vil du opdage, at der er sat pigtrådshegn udenom marken. Hele vejen rundt om lavendlerne var der strømførende pigtrådshegn, som udelukkende var sat op, for at forhindre turisterne i at træde ind på marken. Længere henne ad vejen, sad “Madame” i en hjemmestrikket bod og solgte postkort af hendes lavendelmark og ind imellem smed hun en dyr flaske vand over disken, til tørstende og dumme turister, som mig, som naturligvis måtte betale mere end rigeligt, for hendes elendige kort og halvlunkne vand.

Det var ikke de lavendelmarker jeg drømte om. Jeg ville ud til dem, som strækker sig milevidt og ikke bruger pigtrådshegn som værn mod Liselotte. De marker, som inviterer til glædesudbrud, åndeløs betagelse og dufte, som bedøver. De marker, som ville lade mig komme indenfor og dufte, plukke og mærke. Det var dem, jeg ledte efter.

Jeg fandt dem. De var nøjagtig, som jeg havde drømt om. Jeg har mange flere billeder, som må komme med i en anden fortælling, for nu er vaskemaskinen færdig og endnu en vask skal finde plads ude på snoren.