Det var dengang (4)

Skolen hader jeg. Jeg vil ikke derhen og har prøvet at forklare mor hvorfor, men det er ligesom hun ikke lytter rigtigt.
Trudy Ann og Charlotte driller. De får mig til at græde dag efter dag og jeg hader det! Jeg vil helst ikke græde, men det er svært at lade være, når først de går i gang. Jeg prøver ihærdigt at undgå dem. Jeg synes det er underligt at de ikke kan lide mig og jeg forstår det ikke. Alle de andre kan godt lide mig. Jeg har masser af legekammerater i skolen og er altid den der bliver valgt først, når vi skal lege krig nede i gården, men i gymnastik siger Trudy Ann og Charlotte, at de andre skal lade være med at vælge mig, fordi jeg lugter og er grim! Jeg står altid tilbage til sidst sammen med Susanne. Susanne er nemlig også grim siger de, for hun er rødhåret og måske en smule for tyk.
I frikvarteret er det som regel ikke et problem, for der kan jeg lege med de andre og på den måde undgå de to. Vi leger krig og jeg er rigtig god til at løbe. Der er ingen der kan fange mig. Måske leger vi i stedet springe buk og det elsker jeg, for der er jeg utrolig god til at hoppe rigtigt højt. Jeg er også stærk, så jeg kan holde til at der er mange på ryggen af mig.

I spisefrikvareteret sætter jeg mig sammen med Lena og Susanne. Vi bytter madder. En leverpostej med agurk for en makrelsalat. En pålægschokolademad er dyrere. Den koster som regel at man har andet end en almindelig flad mad at bytte med.
Vi hygger os. Sidder stille og snakker om alt og intet og nyder at der er fred og ro. Vi er ofte blevet drillet med vores madpakker, så belært af erfaringen sidder vi stille på trappen op til håndgerning og nyder hinandens selskab.

Kristendom er mit bedste fag. Jeg elsker når Hanne fortæller os alle de gode historier og det allerbedste er, at vi altid skal lave tegninger der passer til historierne. Vi må farvelægge dem og tit tilføjer jeg selv en detalje til min tegning. Hanne roser mig for de omhyggelige tegninger og det er dejligt.
I de andre fag keder jeg mig tit. Jeg dagdrømmer. Sidder og kigger ud af vinduet på 1. sal og over på Thrige Titans fabriksbygning. Drømmer om alt mellem himmel og jord og bliver med et brag bragt tilbage til virkeligheden, når en af mine lærere pludselig står foran mig og beder mig svare på et eller andet. ???Du dagdrømmer Liselotte. Du skal følge med!???, siger de. Men det er svært at koncentrere sig og der er så mange tanker inde i mit hovede, så nogen gange er jeg bare nødt til at tænke dem og ikke følge med, men det kan jeg ikke forklare lærerne.
Det står i mine karakterbøger. ???Liselotte dagdrømmer i stedet for at følge med i timerne???, står der. Mor er fortvivlet, men far skælder bare ud og siger at han forlanger at jeg følger med i timerne. Det gentager sig år efter år, for det står i alle mine karakterbøger fra dengang.

Om morgenen skal vi stå på snorlige rækker nede i gården. Vi skal vente indtil læreren kommer og henter os ind i klassen. Når vi kommer ind i lokalet, skal vi hænge taskerne på siden af bordet på knagen. Så skal vi stille os bag stolene og vente på at læreren siger vi gerne må sætte os. Det er det samme når klokken ringer. Vi må ikke gå før læreren har givet os lov. Jeg gør oprør. Jeg synes det er urimeligt at vi skal vente i lang tid før vi får lov til at gå ned i gården og holde frikvarter. Når klokken ringer, betyder det at vi har lov til selv at bestemme. Jeg ved ikke hvor jeg får modet fra, for jeg er en stille pige. En af dem der gemmer sig lidt, men det her er uretfærdigt!
Jeg bliver hurtigt sat på plads. Bliver sendt udenfor døren med besked om, at det vist snart er nødvendigt at snakke med mine forældre. Så er det sket! Al mit mod og al min modstand forsvinder som dug for solen. Jeg tuder mens jeg står ude på gangen. Synes stadig det er uretfærdigt og kan mærke vreden og afmagten i maven, men ved også at mod de voksne kan man ikke kæmpe. Man må lære at bøje nakken…

Utroligt som det stadig gør noget ved den lille pige indeni at læse det her… Det er nærmest uhyggeligt og efterrationaliseringen lader ikke noget slippe igennem som ligegyldigt. Det har præget det menneske jeg er i dag, men ikke udelukkende negativt. Dog har jeg et problematisk forhold til ondskabsfulde børn – tendensen går i retning af at reagere rigeligt voldsomt overfor dem og når det kommer til mobning, er jeg ganske enkelt ikke i stand til at forholde mig voksent og neutralt til emnet.