Sikke en overraskelse!

Jeg har fået grinet. Meget. I formiddags af små spilopper, som ikke kunne sidde stille,men hele tiden lige havde et presserende ærinde. Seks år gammel, er man bare ikke gearet til andet end skæg og ballade, men det fik de så.

Mest og højest i dag var dog, da jeg skraldgrinede af mig selv.

Jeg ender med at glemme mig selv et sted. Seriøst. Måske bliver jeg så aldrig fundet igen og det er der sikkert et par stykker eller tre, som ville være vældig tilfredse med.

Jeg havde som sagt et par lange køreture i dag, men den slags gør ingenting. Jeg kan lide at køre langt. Jeg tænker, lytter til god radio og hygger mig, mens landskabet glider forbi.

Inden har jeg naturligvis konsulteret Krak, som har anvist mig den mest fordelagtige vej, for at nå frem til målet, hvis jeg er heldig. Således også i dag, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde nærlæst. Bare skimmet siderne og tænkt, at der var frygteligt mange ting at holde styr på.

Papiret var placeret ved siden af mig på passagersædet og et kig derover i ny og næ, var tilstrækkeligt til, at det faktisk gik rigtigt godt derudaf. Jeg holdt tiden. Ingen ko på den is, så jeg var svært tilfreds, da jeg kiggede på kortet og så, at jeg bare skulle fortsætte lige ud de næste 18 kilometer, så det gjorde jeg i jævnt tempo.

Efter 18 kilometer holdt jeg ved Hvalpsund med forhjulene foruroligende tæt på havnebassinet og gloede overrasket.

“Færge… mig… nu?”, nåede jeg at tænke, inden det gik op for mig, at ja, jeg skulle med færge og jo, det havde været nu for 5 minutter siden. Færgen lå ude midt på bæltet i rum sø og grinede af mig…

Jeg var ikke alene overrasket – jeg var slået hjem af en færge, som var sejlet og sådan kan det gå, når man ikke tager sig sammen og researcher grundigt, men til alt held var jeg kørt i god tid, så jeg var fuld af fortrøstning i de første 15 minutter. Herefter gik det stærkt ned af bakke og jeg begyndte faktisk at overveje, at stille mig på kanten af kajen og signalere lidt til dem derovre, da en stor, gammel og slidt lastbil kom prustende rundt om hjørnet og kastede sig ind på færgen. Så sejlede den endelig.

Ovre hos mig kunne den billetteringsansatte fortælle “at vi lige var nødt til at vente på Ib. Han ringede og sagde, at han var der om et øjeblik… og så venter vi jo”. Jow, jow… og sådan er det jo, når verden ikke er større og der gik ingen skår af mig. Vejret var smukt og min stress og det forhøjede blodtryk betyder intet i det store perspektiv.

Jeg nåede det, jeg var bestilt til. Ingen smalle steder i den Bredgade og så gik vejen tilbage til færgen. Denne gang var der ingen overraskelser og jeg havde jo en returbillet, så det var med ro i maven jeg forcerede de snoede, men utroligt smukke veje på hjemturen.

Der herskede stilhed i Sundsøre. Ikke en sjæl ud over mig var der. Kun både, vand og måger, så det var skønt.

Det blev ikke ved med at være sådan. Efter 5 minutter hørte jeg det let genkendelige brøl fra en Harley, som fik lidt tæsk og ganske rigtigt – op over bakken og rundt om hjørnet kom den smukkeste Harley, så der var lidt godt til øjnene også.

Han holder faktisk bag ved mig på billedet her, men verden ser underlig ud i sådan et spejl, men tiden skulle jo gå med noget for også denne gang, var færgen lige sejlet. Jeg er jo heldig – og fik på den måde en skøn pause også denne dag.

Her er så dokumentation til de som tror, at jeg holder bare den mindste smule orden i min bil.

Det er ikke tilfældet, men den er hyggelig og når jeg har samlet Krak-udskrifter nok, smider jeg dem ned i haven og starter et bål, hvor vi kan riste marshmellows og bage snobrød.

På den måde får jeg en smule fornøjelse af deres fantasifulde og ind imellem temmelig ringe vejledninger.

Jo, der er blevet grinet meget i dag, men allermest af mig selv og tro endelig ikke, at jeg er blevet klogere næste gang. Jeg kan garantere, at det er jeg ikke.

Overraskelser gi’r kulør.