Blodtuden

Oline kom i går hjem med en kæmpe bule i tindingen. Mads havde givet hende en knytnæve i affekt. Til gengæld vendte hun sig om og gav ham en blodtud. Bagefter var han meget stille, som hun sagde…

Der sker voldsomme ting i den klasse for øjeblikket. Der er drenge, som kommer til at overreagere, når tingene spidser til og der er piger, som formentlig langt overgår drengene i verbale ydmygelser, så det er ind imellem svært at gennemskue tingenes rette sammenhæng.

Vi fik historien fra Oline i går og kunne umiddelbart kun tage en snak med hende om, at vi forstod hendes vrede og reaktionen der kom i kølvandet på den. Vi snakkede om mere hensigtsmæssige reaktioner, mens jeg samtidig sad og tænkte, at jeg formentlig havde gjort nøjagtig det samme. Jeg havde også vendt mig om og langet ham en på snudeskaftet, men den slags er nu engang ikke specielt befordrende for dialog, så vi snakkede længe om alternativer.

Oline er utrolig præcis, når hun skal beskrive episoder som denne, så der var ikke meget at være i tvivl om. Det var ubetinget ikke hendes fortjeneste, at det endte, som det gjorde. Alligevel sidder tvivlen og gnaver. “Kan det alligevel være hendes skyld?”.

Vi har lige snakket med klasselæreren, som har gengivet episoden nøjagtigt som Oline gjorde i går. Jeg er på den ene side lettet, for det er ikke Oline, som bærer skylden her, men på den anden side er jeg dybt rystet, for det her er ikke bare børn der skændes, men i virkeligheden noget, som er alt for voldsomt for alle involverede. Ingen mennesker skal bruge vold, som kommunikation. Alternativer skal være tilgængelige og langt mere attraktive end knytnæver.

Heldigvis ender den ikke her. Vi snakker og arbejder videre her fra, men jeg er vist stadig lidt rystet og så, skam mig, en lille smule underholdt ved tanken om, at ungen ikke tog benene på nakken, men i stedet vendte sig om og stak ham en blodtud.