Fortiden indhenter os altid…

For mange år siden, sad jeg hver dag oppe bag tagvinduerne her i huset. Der lå den tegnestue, som bød på så utroligt mange sjove timer for over 20 år siden. I godt selskab var jeg og det skal ingen hemmelighed være, at vi ind imellem var mere end fjollede.

I svingene røg lysbordet, som ikke tålte, at vi dansede på det, tørrede sild røg i lommerne på Bent, som ind imellem tog en tur til frisøren med sønnike, for at blive klippet og fønbølget og uendeligt mange ruller “englehud” blev brugt på at tape Bents redskaber fast på bordet, som skulle de aldrig nogensinde fjernes igen.

Her blev jeg døbt Liselotte Pulver, fordi Polle elskede hende. En schweitzisk skuespillerinde, som tilsyneladende havde tryllebundet manden i en grad, så han altid lige måtte nævne hendes yndige fletninger.

Her sad jeg sammen med Marianne og layoutede lokalavisernes supermarkedsannoncer, så vi var tæt på at kaste op, hvis ikke det havde været for vores aldrig svigtende evne til at se det morsomme i alting.

Lige før jul løb jeg ind i Marianne. Jeg har sjældent grint så meget, som jeg har gjort i hendes selskab. Det år jeg sad på tegnestue med hende oppe under taget inde på Nytorv, gik der ikke én dag uden vi havde gang i et eller andet fjollet. Der gik ikke timer mellem vores grineanfald og vi har formentlig været årsag til mere end én hovedpine og ind imellem er vi uden tvivl blevet bandet langt pokker i vold.

Når det blev for meget for Poul Erik trak vi i frokostpausen ned på Aalborg Kroen, hvor en øl i en fart kunne gøre ham mild igen, men det skal ingen hemmelighed være, at han selv tog del i de fleste af løjerne. Han var ikke den mindst underholdende.

Her til aften kom jeg forbi huset og huskede pludselig alle de sjove timer oppe under kvisten. I tid var det kun en ganske lille brøkdel af mit liv der blev tilbragt deroppe, men i minder fylder det så vældig meget mere. Vi havde det frygteligt sjovt, indtil jeg valgte at flytte til København og færdiggøre min uddannelse derovre…

For snart 20 år siden tilbragte jeg hver dag på en tegnestue ude i Rødovre. Jeg sad ved mit dertil indrettede tegnebord og den absolut fineste og vigtigste opgave jeg havde, var at få forklaret mine elever, at de IKKE måtte gribe efter ting, der faldt af bordet. Det kunne jo være skalpellen.

Mens jeg sidder her og redigerer billedet, modtager jeg nogle mails. Jeg gør billedet færdigt og vælger så lige at tjekke dem. I indbakken ligger en mail fra en af mine tidligere elever. En af dem, som blev forklaret, at hun ikke måtte gribe efter ting, der faldt af bordet. Hende jeg holdt så meget af.

“Sikke et underligt sammentræf”, når jeg at tænke, mens jeg undrende sidder og kigger på billeder fra hendes liv. Hun er voksen. Hun har mand og barn og, for det ikke skal være løgn, en hund, som hedder Oskar.

Hun skriver, at hun vender tilbage. At hun har fundet denne side og vender tilbage. Livet er fantastisk og pludselig ender dagen med at være helt specielt fantastisk :-)