Hvorfor jeg er så stille…

Ja… jeg forstår hvis du ikke orker læse med, men jeg skulle altså af med det…

Jeg tænker ofte på, at jeg er ualmindelig heldig. I vuggegave har jeg fået en evne, som jeg ville misunde andre, hvis den ikke var min. Jeg kan ikke lade være med at være glad. Jeg kan ikke lade være med at tro på, at tingene, når det ser allermest sort ud, nok skal vende til det bedre. At de svære tider vender og afløses af de gode.

Jeg får jo ret. De vender virkelig og når den evne til at glædes kombineres med en tyrkertro på, at bare vi selv griner nok, skal tingene nok lykkes, så ender det aldrig med at være helt elendigt.

Jeg kan mærke, at evnen til at glædes over små ting altid overtager, når livet gør lidt ondt, så igennem kommer jeg hver gang helskindet, men altså ikke helt uden skrammer og endda nogle sår, som efterfølgende efterlader ar, som fortæller om min sjæls rejse.

Nogle af sårene er af den slags, som aldrig rigtigt heler og med mellemrum springer op og gør ondt. Et af de sår, er min søns velbefindende. Jeg kan ikke holde ud, når han ikke er tilpas. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke har det fint nok med, at han ind imellem er utilfreds med livet, sin talentløse mor eller maden vi skal have at spise, men set i det store perspektiv, skal hans livskvalitet være i orden, for at jeg ikke bløder.

Det er den ikke nu. Han har det elendigt og det på grund af noget så banalt, som en stol at sidde i. En stol har den unge mand naturligvis, men den er ikke i orden. Han sidder, for at sige det, så elendigt, at jeg foretrak at pille ham helt ud af den, men det er ikke en option.

For længe siden (vel snart 1 år) henvendte vi os hos kommunen, fordi vi gerne ville have besøg af ergoterapeuten med henblik på, at få en ny stol til sønnike. Hans gamle var slidt op og derfor ønskede vi en udskiftning. Det tog indtil oktober, før de kunne afse tid til det første besøg på matriklen og da afsløredes det, at stolen ikke længere forhandles i Danmark. Vi aftalte, at vi skal specialbygge en stol til ham nu og det er sat i gang, men har fortsat lange udsigter (januar måske februar 2006) og i mellemtiden er kablet, som giver os mulighed for at regulere ryghældningen i stolen knækket og lader sig ikke skaffe.

Vi har med andre ord en stol, som ikke fungerer. Det er hvad vi har. Ikke andet. Alexander sidder i en stol, som ikke kan reguleres og dermed give ham den støtte, han har brug for. Han sidder dårligt i den og får så trykmærker og ondt i ryggen, hvorefter vi forsøger at give ham korset på, for at give lidt af den støtte han mangler. Så får han trykmærker af det, fordi stolen ikke kan indstilles og vi må pille det af ham, for herefter at starte forfra med at se på en dreng, som får trykmærker og ondt i ryggen.
Alternativet er, at han ligger ned, men det gør han hele natten, hvorfor hans ryg ikke orker mere af den slags, når vi når til morgenen og sådan er udsigten altså de næste måneder�

Jeg bliver træt. Træt af systemer, som glemmer menneskene bag deres manglende vilje til at rykke igennem for at gøre en forskel. Jeg bliver så træt, så jeg begynder at overveje en kidnapning. De skulle bindes til matriklen med den ene opgave, at være den, som hver eneste dag må trøste Alexander og forklare ham, at de godt ved, at han har ondt alle steder, fordi han ikke sidder ordentligt, men at der bare ikke er nogen, som orker at gøre en forskel. Jeg ville såmænd ikke tvinge dem til andet.

Når de forlod matriklen igen som frie mennesker, ville jeg ønske dem en rigtig glædelig jul og sige tak, fordi de valgte at bruge 1 uge af deres liv på, at stikke Alexander den ene forklaring efter den anden på hvorfor han hver eneste dag skal have ondt.

Øv, hvor er jeg sur og træt og indebrændt og gnaven og ked af det…

I dag har vi enstemmigt besluttet, at selvom det kommer til at koste i omegnen af 3 tusinde kroner, så SKAL der bare laves en sækkestol til Alexander, som den vi for et par år siden forærede til hans kammerat Michael, som efter hofteskred heller ingen ro kunne finde.

Jeg behøver ingen julegave. Bare en aflastning til Alexanders ryg. Og så måske en tur ind forbi Kennedy Plads, hvor jeg 3 gange vil skrige “Røvhuller” op mod de juleferiemærke vinduer på 3. sal, hvor de synes, at de gør deres arbejde så godt, så de sagtens orker at holde juleferie uden samvittighed…