Ups… igen…

Jeg har så meget fornøjelse af yngste, at man skulle tro det var løgn. Hun holder mig til ilden og sørger for, at jeg aldrig ældes med ynde, men i stedet med rekordfart…

“Øh… der er noget jeg lige skal spørge om…”
“Ja?”
“Øh… har du lidt tid til overs?”
“Tid til overs til hvad?”
“Jo ser du… jeg faldt op ad trappen lige før…”
“Ja, skal jeg så finde den store Falckkasse frem, eller er vi der, hvor vi skal ringe efter ambulancen med det samme?”
“Århh… du er bare SÅ dum. Det er slet ikke det…”
“Hvad er der så galt?”
“Jo ser du… jeg havde tyggegummi i munden, da jeg faldt…”
“Man får IKKE tarmslyng af at sluge tyggegummi – det HAR jeg jo sagt tusinde gange”
“Nej, nej, men jeg slugte det heller ikke. Det røg ud af munden… altså… og nu kan jeg ikke finde det…”

Vi har lige brugt ½ time på at prøve at lokalisere 2 stykker Stimorol Classic. De er endnu ikke fundet og jeg gider ikke mere.

De sidder sikkert og pynter på en af mine loftsbjælker, et sted jeg ikke kan se, eller de har øjnet muligheden for at pynte på et af mine håndklæder, som lå sammen med enorme bunker af andet vasketøj oppe på spisebordet, fordi det skulle lægges samen. De har måske fundet vej til en af mine potteplanter, hvor de langsomt vil indgå i naturens kredsløb med blomstersukkerchok til følge eller de har besluttet sig for at lægge sig til rette nede i Kenneths st�øvler, som stod lige ved siden af.

I hvert fald er det lykkedes dem at gøre det ubemærket og helt ærligt, jeg har altså bedre ting at bruge min søndag til, end at lede efter gammelt tyggegummi. Skulle du så i ugens løb pludselig få øje på en underlig grå klat et-eller-andet på min smækre krop, vil jeg være taknemmelig om du lige sagde det til mig. Så ved jeg hvad det er og jeg skal gerne bruge tid på at forklare dig hvad det er. Jeg slipper vel ikke…