1

Bare det snart…

Aftenen er forsvundet i ingenting og i hvert fald ikke i juletræ, så der venter lidt arbejde i morgen. Til gengæld er der så noget at glæde sig til, som vi måtte sige til de sure unger, da de opdagede at det ikke blev i dag.

Julegaverne er allesammen pakket ind. De ligger inde i stuen og venter på juletræet og juleaften. Oline har flittigt talt dem og kalkulerer for øjeblikket med et massivt gaveflow udefra også. Hun har sikkert ret.

I morgen skal de sidste ting forberedes. Der skal gøres klar til den traditionelle julemad, som ikke bliver mere opfindsom end and og flæskesteg. Faktisk tror jeg, at det er første gang vi serverer noget så traditionelt, men det skal blive dejligt. Hjemmelavet rødkål venter i kulissen og selv de hjemmesyltede rødbeder står i kø og venter på julefrokosten 2. juledag.

1. juledag er per tradition Pyjamasdag, så der er selvbetjening på matriklen. Alle er velkomne, men der er nada servering og heller ikke underholdning udover den gæsterne selv bidrager med. Vi slår nemlig mave den dag. Flyder på gulvet og lader os underholde af tv’et, spiller spil og fjoller i det omfang efterveerne fra aftenen før tillader det. Dagen er ganske enkelt helliget ingenting og har været det gennem de sidste mange år. Vi elsker det.

Jeg glæder mig meget til at se familien. Det er længe siden sidst, så det bliver dejligt. Vi har det altid mægtig sjovt sammen og der er ikke grænser for opfindsomheden, når det kommer til platte indslag. Vi har det altid drønsjovt og med kaffe, likør og cognac, masser af mad i køleskabet og et energiniveau der er proportionalt med vores samvær, skal det nok blive en både festlig og lang 2. juledag vi også holder os. Lad det snart blive jul…

Du vil sikkert også kunne lide