Randers Kaserne har jeg passeret en del gange efterhånden. Hver gang har den efterladt mig med en nysgerrig tankerække omkring den nuværende anvendelse, men forleden fik jeg syn for sagn.
En søndagstur ud i det blå resulterede nemlig i, at jeg svingede ind forbi kaserneområdet og dermed kom jeg lidt nærmere på bygningerne og deres anvendelse.
I en hal var motorcykelentusiaster i gang med at forårsklargøre deres maskiner. Der lød snak og grin inde bag den halvt lukkede port, så jeg er sikker på, at de hyggede sig stort.
Et andet sted var jobcenteret placeret og et tredje sted lå den underligste hal fyldt med ting og sager. Det hed stedet for øvrigt også; Ting & Sager. En gammel gymnastikhal nu fyldt op med alverdens ting og sager. Der var jeg ikke i lang tid …







Kaserneområdet var interessant, men det så ud til, at en del af det lå ubenyttet hen og jeg synes i virkeligheden, at det rummer helt usædvanligt meget potentiale, så det er ærgerligt, at det ikke er lykkes med at skabe mere liv og leben på området.
Der er bygget en samling nye, moderne lejligheder inde på området og der gik også folk rundt med hunde og hyggede sig, så måske er der mere liv, end jeg lige har fantasi til at forestille mig.
Videre ud i det blå
Turen bragte også smukke landskaber, for jeg tager helst den nærmeste omvej, når jeg er på søndagstur. I søndags gik den ind over marker og skove, gennem småbyer og ud til fjorden. I Mariager mødtes vi hele familien til kaffe og lagkage på Postgaarden.
Det blev rigtigt hyggeligt og jeg elsker, at jeg bor så tæt med de fleste af dem, jeg elsker.





Hjemturen gik over Dania, for udsigten er også der betagende, og så er der altså bare ekstra hyggeligt nede blandt rækkehusene.
Hjemme igen blev aftenen tilbragt på sofaen med strikketøj og varm te. Lige hvad jeg trængte til, inden hverdagen igen slog til og dagene forsvandt mellem fingrene på mig.
Godt weekenderne nogen gange levner tid til at være langsom. Tak.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.