Torsdag i februar

Torsdag i februar starter ud med blå himmel, sol og blik på fjorden. Ikke en krusning. Bare stille og iskoldt er der ude. Inde er der varmt og kaffen supplerer med den indre varme og en følelse af, at i dag er en god dag.

Jeg starter dagen i mørke. Lyset er tændt, mens jeg går i gang med at besvare de første mails. Senere lysner himlen og snart står solen ind af det syd-østvendte vindue og afslører, at i dag bliver en af de dage, hvor den manglende vinduespudsning og de støvede karme minder mig om, at jeg snart må i sving. Bare ikke endnu …

Frossen skulder giver søvnløse nætter

Jeg har lige været ramt af en frossen skulder. Sådan én er ingen spøg og jeg havde et par nætter, hvor jeg slet ikke kunne finde ro, fordi jeg ikke kunne finde en smertefri hvilestilling.

Jeg kender følelsen og jeg ved allerede, at den kræver ro, så det fik den. Intet foretog jeg mig, og det hjalp. I denne omgang slap jeg for behandlinger og i sidste ende den blokade i skulderleddet, jeg husker som temmelig ubehagelig. Jeg er lettet og meget forsigtig med at belaste skulderen, som det er lige nu.

Derfor strikker jeg ikke helt så meget, som jeg normalt gør. Jeg husker pauserne. Jeg husker at strække ud, lave gymnastik og i det hele taget passe på mig selv. Dog kan jeg ikke helt undvære at lade garn og masker glide mellem hænderne, men jeg husker at mærke efter hele tiden.

Kalenderopdatering er nyttig og nødvendig

Jeg er gået digital på kalenderen. Den analoge model blev for besværlig at anvende, fordi det ofte er i farten og ude i byen, at der indløber en ny aftale, som skal skrives i kalenderen. Mobilen er altid med. Det er den analoge kalender ikke altid. Derfor blev jeg rigtig dygtig til at bruge den digitale for et par år siden.

Alligevel kan jeg ikke undvære min papirkalender. Den fungerer som en kombination af kalender, skitsebog, huskeseddel og et sted til at udfolde mig kreativt. Derfor er min elskede kalender fra japanske Hobonichi stadig en del af min hverdag her 8 år efter, jeg første gang stiftede bekendtskab med den.

Jeg elsker papiret, som er tyndere end tyndt og alligevel uden at mine skriveredskaber bløder gennem siderne. Jeg elsker deres set-up, filosofi og omhu. Detaljegraden på alle deres ting imponerer mig og gør mig glad. Jeg er en skør, storelskende nørd, af papirvarer.

Resterne fra gårsdagens visit

I stuerne afslører solen krummerne efter kiks, ligesom en kasse med lidt af det elskede BRIO, at Elias og Sienna har været på besøg, som de er hver onsdag.

Jeg henter dem tidligt i institutionerne og så hygger vi med at lege og læse bøger.

Jeg elsker, at hvad enten det er børnehaven eller vuggestuen, jeg ankommer til, så lyder der altid et højt “Mooooormooooor” og jublen vil ingen ende tage. Tænk at blive modtaget sådan onsdag efter onsdag. Tænk at mærke små arme kramme og ansigter vende sig op mod mig, for at sige, at de elsker mig og har savnet mig. Jeg føler mig simpelthen som det heldigste menneske i verden, hver gang det sker.

Vi spiser sammen

Senere spiser hele familien sammen. Oldemor er oftest med også, for hun hjælper i Garnudsalg om onsdagen og så er det en kærkommen mulighed for at ses med os alle. Oline støder til efter arbejde og jeg elsker, når huset er livligt og pladsen om bordet er fyldt ud med madelskende og stortalende mennesker i alle aldre.

Mad til glæde i alle aldre

Senere vil jeg forberede ovnbagte gulerødder med soya og sesam. Jeg vil glæde mig til, at de skal akkompagnere en lækker lammekrone og jeg vil huske på, at gemme lidt, for lige at introducere og prøve at lokke til at smage.

Vi er glade for mad i min familie. Vi er godt vant og vi er rimeligt åbne for nyt, så vi kan lide at spise. Både ude og hjemme. Vi er faktisk sådan en familie, som lader køkkenfaciliteterne bestemme, om vi gider holde ferie på et sted. Derfor er det vigtigt for mig, at også de små introduceres til meget forskelligt.

Mad-mod

Vi øver at være mad-modig. Jeg ser, at Elias får mere og mere mod på at prøve nye ting. Jeg nyder, at Sienna er sulten som en tiger og derfor spiser næsten hvad som helst. Jeg synes, at det er vigtigt i det mindste at prøve, men ingen skal nogensinde spise noget, de ikke bryder sig om. Det har jeg måttet så rigeligt som barn.

Jeg synes, at de små er seje. De tør og de gør. Andet kan man da ikke ønske sig.

Nå… det var de gulerødder, jeg kom fra …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.