Lørdagsbrunch

Lørdagsbrunch. Skøn, hjemmelavet brunch i det bedste selskab. Verden er vendt og sprøde surdejsboller, lækker ost og hjemmelavet marmelade ligger og vugger blidt i maven.

Jeg elsker, at jeg kan starte weekenden blidt, men dog i mærkbar bedring. Jeg har været syg i 14 dage. Ja, syg i 2 uger. Så syg, at jeg har måttet tage en pause fra verden, så jeg ikke sendte den ondskabsfulde virus videre. Jeg har arbejdet hjemmefra ved spisebordet de sidste mange dage. Jeg har hostet og jeg har nyst samtlige dage og min søvn har været afbrudt af lange, intense hosteanfald.

Endelig i nat sov jeg næsten igennem. Endelig …

Det har været en intens omgang og jeg er noget irriteret over, at det er anden gang i denne vinter, at jeg er lagt ned af langvarig virus. Jeg prøver ellers at indtage masser af vitaminer og andre gode sager, men virus er der nok af i omløb for øjeblikket. Jeg er ikke den eneste. Jeg ved det.

Gæstebud aflyst

Jeg skulle have været i gang med at forberede middag. Venner på besøg kræver naturligvis forkælelse i form af lækkerier til øje og mave, så jeg havde lagt planer, men de blev desværre aflyst, så jeg fik en fridag forærende.

Jeg gemmer brætspillene og citronkagen til en anden gang og så nyder jeg i stedet, at jeg langsomt kan sippe kaffe, strikke og nyde, at lyset er her og mørkningen indfinder sig mærkbart senere, end for bare nogle uger siden.

Jeg kan mærke en spirende forårsfornemmelse snige sig ind og jeg ved godt, at det er alt for tidligt og snestorme potentielt lurer forude, men med lyset kommer altså også en lille maveboble, der fortæller mig, at lige om lidt er her igen lys og grønt at fylde de tomme vaser med og jeg er klar.

Jeg strikker

Jeg strikker på små sweatre til børnebørnene. Tidsfordriv af bedste slags og en til hver, for ingen skal snydes.

Jeg forestiller mig allerede, hvordan vi skal trave ned ad bakken og skrå over Storegade, for at sætte os nede ved havnen og bestille is. Mig i en let jakke og dem i hver sin hjemmestrikket, stribet sweater.

Så skal vi sidde og tale om måger, bådene på fjorden og alt det andet, der dukker op i samtaler med de små. Vi skal lade solen brune kinderne og varme knoglerne, mens vi nyder smagen af dejlig flødeis. Vi skal tale om stort og småt. Vi skal også bare være stille en stund. Vi skal leve.

En lørdagsbrunch kickstarter alle drømmene om mit stille liv på kanten af fjorden. Mit elskede, stille liv.

Man må gerne få lidt forårskuller, når lyset vender tilbage. Ikke?

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.