Stille dage i januar

Stille dage i januar giver ro til et hoved, der værker og lunger, der snart føles som om, de hopper ud af brystkassen. Jeg hoster. Jeg er en af de mange tusinder, der lige nu er ramt af virus. Igen. Det kræver, at jeg passer på mig selv.

Nu sidder jeg så her med te og strik. Ikke nogen dårlig kombination…

Noget enkelt

Nogle dage inde i januar var mine pinde pludselig tomme. Jeg havde brug for et strikkeprojekt, som ikke krævede den store koncentration, men det måtte jo alligevel godt være sjovt. Derfor gik jeg på jagt i mine mange rester af silk mohair.

Jeg samlede en god håndfuld eller to i smukke blå og brune farver, for jeg synes sådan, at de to farver er gode sammen. Og så lige små rester af gul… bare fordi. I kombination med en gennemgående brun uldtråd (Softwool) bliver det et virkelig dejligt bud på det, der startede som en raglansweater.

Resterne er en blanding af alle mulige rester. Nogle er mange år gamle og fra starten af Garnudsalg. Andre er nye og opstået i kølvandet på et eller andet stykke lækkert strik, men jeg føler mig rig, når jeg dykker ned i samlingen.

Jeg har besluttet, at der skal strikkes med de mange rester af mohair i det kommende år. Jeg er godt i gang. Nu skal jeg bare bevise overfor mig selv, at jeg er vedholdende og fokuseret.

Bare en sweater, ikke?

Jeg tænkte, at det skulle ende som en sweater. Sådan er det ikke gået, for jeg fortsatte. Langt efter den burde være lukket af, fortsatte min trang til endnu en stribe, og så endnu en stribe og …

Jeg startede en helt enkel raglansweater, strikket oppefra og ned, og da det var tid til at lukke af, var jeg ikke klar til at slippe striberne. Slet ikke. Jeg fortsatte og nu er jeg endelig nået til enden.

Jeg strikker på de sidste striber, inden jeg lukker af med en ribkant inspireret af Chestnut Dress af Petiteknit. Altså første slids. Der mangler endnu en og så mangler ærmerne. Heldigvis.

Man bliver ikke færdig med striber

Man bliver jo ikke lige træt af striber, vel? Der er heldigvis masser af tid til flere striber på mit improviserede restestrik. Der er mange timers strik endnu. Lange stykker strik. Blødt og lækkert.

Jeg er meget tilfreds med farvevalget og resultatet af timerne med strikkepindene er noget, jeg tror på. En lang, lun vinterkjole i smukke farver og lækker strik. Med et par rustikke støvler og et lækkert tørklæde i halsen, er jeg helt sikker på, at den skal blive både brugt og elsket i det kommende år. Det er i hvert fald min motivation for at fortsætte.

Jeg vegeterer januar væk

Jeg nyder Netflix. Jeg ser American Primeval og 100 års ensomhed. Begge to er fantastiske. Vidt forskellige, men værdige til en anbefaling her fra.

I kombination med levende lys, skoldhed te og ro, tror jeg på, at jeg snart er rask igen, for ærlig talt, så synes jeg snart, at jeg har taget min del af alt det der virus. Hvad med dig?

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.