Ingen lys i dag

Ingen lys i dag. Kun gråvejr. Kun en grå, ensartet himmel fuld af vemod og længsel.

Jeg prøver at komme overens. Jeg adspreder det travle indre med strikkepinde, taktile grænsesøgninger i form af lidt for tykke pinde og lidt for smertende hænder. Jeg kravler mellem etagerne. Jeg vasker i kælderen og insisterer på julestemning på kvisten. Jeg monterer lys ude, hvor forbipasserende kan glædes, mens jeg tænder stearinlys inde, hvor glæden spirer i en mave, der trænger.

Jul om et øjeblik

Julen venter lige om hjørnet. Den bliver måske hvid med dalende snefnug og gåture i en frostklar og vidunderlig skov. Måske ender den med grå himmel og regn, men det gør ingenting, for jeg er så heldig, at jeg skal møde den i selskab med de fleste, jeg elsker. Det er det absolut vigtigste. Intet over. Intet under.

Lidt julepynt skal der jo til …

Jeg placerer de fine papirstjerner i vinduerne. Dem med lys i. De minder mig om, at det er tredje jul i huset ved fjorden. År, hvor mit hjem har været lige her, hvor sjælen langsomt lander. Hvor de elskede små mennesker bor lige om hjørnet. Hvor fjorden blinker og mågerne synger. Hvor aftenens stilhed er fin og vederkvægende og morgenens lyde allerede velkendte.

Jeg elsker at bo her. Jeg elsker det lille, stille liv. Der er kun ganske få ting, der stadig mangler at falde på plads. Så er alt, som jeg har ønsket og drømt om i en årrække.

Mit nervesystem er overbelastet og har været det i alt for mange år. Konstant. Det tåler ingen og jeg er ingen undtagelse. Derfor har de sidste år været dedikeret det, at skabe en tilværelse, der emmer af ro og fred og det er lige før, det er lykkes. Målet blinker forude.

Jeg gør alt det gode

Jeg prøver i hvert fald. Jeg prøver at huske mig selv på, hvad det er, der gør mig glad. Hvad gør godt i kernen af mig? Jeg øver mig i at mærke det. Jeg øver mig i at huske det. Jeg dyrker passioneret JOMO (the joy of missing out) og jeg siger “nej tak”, når jeg mærker, at det er behovet. Jeg nyder små, intime stunder i sluttet selskab og jeg elsker kun at gøre det, der gør godt i maven.

Jeg har egentlig altid været god til at sige nej. Jeg har ikke problemer med at melde fra eller melde mig ud. Jeg har vidst, hvad jeg kan lide og hvad jeg magter og kan, men jeg har ikke været opmærksom på, at det ikke kun er mig, der bestemmer. At der er en verden udenfor mig, som også insisterer på at have indflydelse på min livskvalitet. Mit nervesystem. Min indre ro og den balance, der er så vigtig for et godt og sundt liv med overskud.

Der er kun så meget et menneske kan rumme, overkomme eller stå igennem uden at slås lidt i stykker. Skår kan klinkes, men reparationerne er aldrig usynlige og lige der, hvor de er, er man blevet skrøbelig og måske endda porøs. Uvished, og det at vente i den, slider sjælen og gør træt.

Jeg nåede at miste mig selv. Nu prøver jeg at genfinde den Liselotte, jeg var engang. Måske lykkes det. Måske er jeg bare blevet en anden. Måske er det faktisk også i orden. Der var plads til forbedring :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.