Monpazier

Monpazier er en lille fransk by beliggende i den sydlige del af Dordogne på grænsen til Lot et Garonne. Jeg elsker at besøge byen, når vi er i området og i år var ingen undtagelse.

Byen er grundlagt helt tilbage i 1284 af Edward 1. af England og det afspejles i hele byens opbygning og mange af husenes udseende. Byens centrum er stort set bevaret uændret i alle disse år og har man en livlig fantasi, som jeg har, kan man sagtens forstille sig, hvordan livet udspillede sig her for 740 år siden.

Elias elskede den åbne plads

Arkaderne rundt om kanten af ​​den store åbne plads midt i byen er intakte, ligesom markedshallen (komplet med veje- og måleapparater!) står tilbage til stor betagelse for Elias.

Monpazier er en såkaldt Bastide – befæstede byer bygget i Middelalderen – og var engang omgivet af tykke forsvarsmure med seks store porte gennem murene. To af disse er stadig intakte; en i den nordlige del af byen og en i syd. Vi ankom gennem den i syd, men nedenfor ser du Elias og Kenneth i den i nord, mens du aner den i syd i baggrunden.

Bastide med alle særkender

Som alle bastides er landsbyen inden for murene anlagt med lige veje, der gennemkrydser hele byen. Bastides blev bygget efter en særlig skabelon og blandt andet blev samtlige huse bygget på en lige stor grund. Husene har alle forskellige stilarter, udtryk, farver, pynt/ikke pynt og andre særkender, som gør byen meget fin, og også meget harmonisk og nem at overskue. Den er bare hyggelig.

Går du rundt i Monpazier kan du se alt fra middelalderhuse, huse i klassisk stil til små beskedne boliger. Monpazier er klassificeret, så den tilhører samlingen af Les Plus Beaux Villages de France. Det er fortjent, synes jeg. Stemningen er helt særlig.

I centrum af Monpazier er dens smukke hoved-torv. I den ene ende er træhallen med plads til at veje korn og andre afgrøder og omkring pladsen er 23 smukke stenhuse, hver bygget med åbne arkader, der gør handel til en god oplevelse uanset vejret. Elias kunne lide at løbe inde under dem.

Vi spiste is og tog på springtur

Elias ville gerne have en is, så det startede vi dagen med. Vi var Elias, morfar, onkel Jan og jeg. Vi tog en lille tur ud i det blå, mens Sienna sov middagslur og fordi jeg er vild med alle disse små, franske landsbyer, insisterede jeg naturligvis på at være med. De andre var på jagt efter nogle keramiktallerkener, de havde set for to år siden, da vi sidst var i byen.

Vi nød at slentre gennem byen og Elias var vild med den lille kranbil, vi mødte på et gadehjørne. Den kiggede vi længe på, mens tiden gik og andre fandt butikker at bruge tiden i.

Frokost på en bænk i solen

Til sidst endte vi dagen på en bænk lige udenfor byporten. Her sad vi i solen og spiste yoghurt, drak sodavand og nød, at vejret vendte sin artige side til. Nogle måtte lige teste løbestilen op og ned ad bakken. Andre fortrak til atelieret og andre igen snakkede lidt med den lille kat, vi mødte.

Stille, stille, stille …

Jeg syntes, at byen var meget stille på dette tidspunkt af året. Også mere stille, end de andre år, vi har været forbi. Butikker er der ikke mange af mere. Til gengæld elsker jeg, at der stadig ligger den lille lædervarebutik, hvor indehaveren flirter dejligt og varmt med mig, ved hvert eneste besøg. Også på trods af, at der går år mellem mine besøg.

Denne gang købte jeg en lille læderpung hos hende. Et beskedent indkøb, men en dejlig oplevelse.

Skal du besøge byen?

Monpazier vedbliver at være en by, jeg har lyst til at besøge. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af stemningen og der er stadig hjørner, jeg endnu ikke har udforsket. Kommer du forbi en sommeraften, kan jeg varmt anbefale dig at spise under den store blåregn oppe hos Bistrot 2. Det er ikke helt tosset.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.