Hverdagslykke er at have børnebørnene så tæt på og at have så tæt kontakt med dem, som tilfældet er.
Tirsdag er sådan en rigtig hverdag. Ingen spændende ting at foretage sig, men bare hverdag med hverdag på. Indtil Elias kom på visit i Garnudsalg og insisterede på at komme med hjem. Jeg sover hos dig, mormor!
Jamen så bliver det da sådan …
Vi gik på jagt
Vi kørte ud for at jagte køer, men fandt ingen. Vi kørte til Stinesminde Havn og ud bag ad skovvejene. Vi kørte forbi Ishytten og Høllet og fortsatte ufortrødent til Lundshøj og videre. Vi rundede gården, hvor de plejer at have traktor stående og vi kørte ned forbi Kochs Maskinservice. Der er altid gevinst på traktorer eller andre store maskiner. Så vendte vi snuden mod Ouevej, men på vejen hjem faldt Elias i søvn.
Så fortsatte vi til Mariager, hvor aftensmaden blev indtaget på Postgaarden. Nogle omelet. Andre pommes frites.
Hjem igen i en fart
Morfar og Elias havde sjov med at lave skøre ansigter og hyggesnakke ned gennem de brostensbelagte gader i Mariager. På vej hjem talte de om biler, lastbiler, traktorer og så prøvede Kenneth at lære Elias at sige alt det, han aldeles ikke skal sige. De havde en fest.
Hjemme igen blev der hygget på sofaen med dyne og snak. Det blev sent, inden Elias kom i seng, men så sov han til gengæld rigtig godt, så ingen klager der.
Morgenleg og årets første is
Onsdag morgen legede Elias med bilerne, inden han blev kørt hjem til mor og Sienna. Jeg selv fortsatte ned i Garnudsalg og da arbejdsdagen var slut, inviterede jeg på aftensmad og siden årets første vaffel fra Vaffelhuset i Øster Hurup.
Sommeren er her og jeg glemmer helt at nyde den, fordi vejret er så omskifteligt og det passer sjældent med varme og tørvejr og det arbejde, vi har i gang her i Hadsund. Når jeg husker det, elsker jeg Danmark om sommeren. Der er intet skønnere sted.
Hverdagslykke i små glimt. Det bedste, der findes.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
3 kommentarer
Vibeke
26. august 2024 at 16:28Kære Liselotte
Håber du vender tilbage her på din fine blog på et tidspunkt – men forstår så inderligt, at du også har brug for tid og ro til at få jeres nye tilværelse til at fungere, efter alle de ting og omskiftelser der er sket for jer de seneste år.
Kærligste hilsner og gode tanker.
Liselotte
16. juli 2024 at 08:35Ja, lykken er lige midt i familien for mit vedkommende. Jeg er så taknemmelig for dem :-)
Birgitte Sværke
12. juli 2024 at 14:19Kære LiseLotte.
Hverdagslykke, det er så fint et ord, der minder os om at lykken er lige der, hvor vi er med vores kære.
Tak for dine dejlige ord, midt i hverdagen