Håbet er lysegrønt og til at få øje på …

Håbet er lysegrønt og til at få øje på, når jeg ser tilbage på de sidste 48 timer. Brugt i selskab med mennesker, jeg elsker, er de fyldt med alt det dejlige, jeg næsten havde glemt eksisterede.

Det lyder måske helt tosset, men det er sådan, det er. Mit liv de sidste par år har ikke været en dans på roser. Det har været svært, fyldt med uro, angst og søvnløse nætter. Det har krævet mere, end jeg havde at give. Det har tæret og det har kostet. Det har været rigtigt vanskeligt og jeg glemte at le.

Jeg ler konstant. Jeg griner højt og inderligt. Eller jeg gjorde…

Nu har jeg glemt, hvordan man gør, men jeg finder langsomt vej ind til Liselotte igen. Det kræver en del mod, mange kræfter og en insisteren på, at hun skal genfindes, men de sidste par dage har jeg mærket, at jeg er godt på vej og allerbedst har jeg mærket, at hun faktisk ikke er ret langt væk. Hun har bare brug for lidt ro, så nervesystemet vejrer morgenluft og de flossede ender lægger sig.

Så ler Liselotte. Højt og længe.

Jovist er jeg stærk

Jeg er stærk, men ikke stærkere end jeg kan vælte. Storm på storm og på alle – og jeg mener alle – fronter af mit liv, endte med at vælte mig. Give mig angstanfald og grådfyldte dage og nætter. Konstant alarmberedskab er ikke sundt for nogen, men fordi jeg vist allerede havde opbrugt min kvote for det i årene med Alexander, var jeg slet ikke i tvivl om, at det her ikke var godt for mig.

Min udfordring var, at jeg ikke havde handlemuligheder. Alt lå udenfor mine hænder. Jeg var bare tilskuer og kunne intet gøre for at ændre hverken nuet eller fremtiden. Jeg måtte holde ud og vente på, at tingene landede.

Fremad

Jeg var nødt til at fortsætte. Fremad. Uden skelen til hvordan, jeg havde det. Med skyklapper på og næsen i sporet. Usundt som bare pokker, men jeg kunne slet ikke få øje på andre muligheder. Hele min verden var kastet op i luften og jeg befandt mig midt i raseriet af den tornado, der lige nu rev mit liv fra hinanden.

Til sidst mistede den pusten, som sådan nogle tornadoer har det med at gøre…

Det har taget år og været slidsomt, men jeg håber, at de fleste ting er landet nu.

Alle er ikke. Er der stadig masser af svære timer forude? Ja, det er der, men jeg ER faktisk uhyggeligt stærk. Jeg er bare ikke i stand til at rumme storm på alle fronter. Jeg står faktisk temmelig solidt i den muld, du planter mig i. Jeg kan trives alle steder. Jeg er ikke afhængig af ting, men af mennesker. Kærlighed og omsorg.

Jeg vil helst, at mine mennesker har det godt. Jeg vil gøre alt for, at det er sådan, men ting er ude af mine hænder. Det er det sværeste at skulle leve gennem for en som mig. At være handlingslammet og bare måtte se til.

Angst slider sjæle op. Sådan er det. Derfor er det godt at mærke, at nogle ting falder på plads. Langsomt lander livet for dem, jeg elsker, og således også for mig.

Jeg lever

De sidste par dage har jeg levet. Ikke kun overlevet, men levet.

Jeg har opdaget, at foråret er her. Jeg har grinet, været på spontane ture og jeg har plukket blomster. Jeg har været på aftentur til fjorden og ind i skovene, som lige nu pakker mig ind i saftiggrønt løv og lyspletter fra den sol, der titter frem.

Jeg har set skriggule rapsmarker og plovfurer så dybe, som min hånd. Jeg har opdaget svalerne flyve ind under bondens tag og hørt lærken synge højt på himlen. Jeg har stået på gravhøje fra tidernes morgen, mens jeg har spejdet ud over landskaber så smukke, at jeg bliver åndeløs og sukker højlydt.

Jeg mærker sjælen løfte sig og hjertet sprælle. Jeg mærker, at jeg er på vej til at blive Liselotte igen. Det gør mig glad og så er jeg landet lige der, hvor jeg skal være. Tak for det, satans liv.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.