Næsten i mål

Næsten i mål er vi. Næsten. Så tæt på er vi, at jeg kan fornemme en hverdag, som levner plads til et liv også.

Det bliver godt.

Det bliver fantastisk, at jeg kan se frem til aftener, som ikke slutter lige efter aftensmaden. Aftener, hvor jeg for alvor kan begynde at nyde udsigten ned over havnen og fjorden. Aftener, hvor jeg kan sidde i skumringen oppe under taget og strikke, sippe te og hygge mig. Det bliver jeg ikke ked af.

Ti år ældre på små 12 måneder

Jeg føler, at jeg er blevet så meget ældre på så kort tid. At jeg er træt helt ind i knoglerne. At jeg er på randen af ikke at kunne mere, men så begynder det jo at lysne og så vender min ukuelige optimisme tilbage og jeg begynde at drømme om fridage, små ferier og en hverdag, hvor vi skal hygge os i Garnudsalg.

Vi har fået os indrettet, så vi er samlet. Ingen skal sidde gemt væk på et kontor (det er mig, jeg taler om), men alle skal arbejde sammen. Vi skal hjælpe hinanden og have fælles frokost, snak og grin. Vi skal hygge os. Så enkelt er det og det glæder jeg mig voldsomt til.

Jeg fik en forsmag i dag, hvor de fleste af os var samlet for første gang i Hadsund. Det var bare dejligt og vi bor med en lille sø i nærheden, så der er harer, rådyr og masser af ænder, der alle spankulerer rundt på græsset lige bag Garnudsalg. Oppe for enden af vejen er Hadsund Dyrehave og Elias og jeg har allerede nydt godt af det faktum.

I Dyrehaven efter arbejde

Forleden gik vi i Dyrehaven på vej hjem fra arbejde. Det er på vejen og for mig er det den ultimative luksus at have mine børnebørn så tæt på, at de ind imellem kommer med på arbejde og vi så kan slutte dagen af med et besøg hos geder, hjorte og ænder.

Jeg er lykkelig, når jeg går med Elias i hånden og småsnakker om stort og småt. Det er præcis sådanne øjeblikke, jeg har drømt om, når jeg forestillede mig livet som mormor. Vi er gode sammen. Vi elsker detaljer og kan fordybe os i de mindste ting. Vi har altid god tid. Det er så godt.

Noget for noget

Min svigersøn har været en del af flytte-teamet i weekenderne og Oline har haft weekendvagter, så derfor har jeg været indskrevet som den søde mormor, som passer, forkæler, leger, skifter og kokkererer. Det har jeg gjort med glæde.

Jeg kan ikke løfte. Mit bevægeapparat er slidt op og gør knuder, hvis jeg ikke passer godt på det. Derfor kan jeg ikke flytte, men jeg kan forkæle, så jeg har bagt kager til de aktivt løftende og så ellers taget mig kærligt af de små mennesker, jeg har i mit liv.

Hjemme hos mormor må man det meste – også spise yoghurt med knibtang og næsten hænge i gardinerne. Man må bare ikke slås eller slå på hinanden. Man skal dele og man skal sige undskyld. Man skal i det hele taget enes, så det får vi nogle alvorlige snakke om ind imellem – og nej, det er ikke Elias, der er værst til det med at drille og slå. Hans lillesøster er uden frygt, helt og aldeles ignorant i forhold til egen størrelse og formåen og tillige med i besiddelse af et eksplosivt temperament. Det mærker vi alle og oftest kan jeg grine af det, for hun er en tro kopi af sin mor, som jeg elskede og elsker, men ind imellem er det altså nødvendigt med voksen intervention. Lille skidespræller.

Jo, der er nok at gøre i tiden, men vi nærmer os en hverdag, hvor tiden igen bliver til lidt egen-tid. Jeg kan bruge det :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.