Storm på storm kunne være titlen på dette lille indlæg, for vi havde jo en virkelig kedelig storm i forrige uge. Midt i det, der skulle forestille sommer, regnede og ruskede det helt utroligt.
Alt holdt og intet knak her, men det var også en helt ny erfaring at gøre, at gå gennem en storm i huset i Hadsund.
På Tjørnevang taler alting højt, når det blæser. Bjælker klager og knager, og alting gi’r sig en lille smule, men efter næsten tredive år på stedet ved jeg, at alting holder fuldstændigt problemløst. Ikke én eneste gang har der været en stormskade på den gamle gård. En poppel væltede i haven tilbage i ’99, men ellers er der ikke sket det mindste. Til gengæld knager og brager det hele.
Det gør det ikke i Hadsund. Der er ikke en lyd til at afsløre, at det rusker udenfor. Måske lige bortset fra regnen, der slår mod ruden. Huset står solidt og stille og duver ikke det mindste. Det skal jeg altså lige vænne mig til.
Jeg strikkede Storm i storm
Jeg gik faktisk i gang med at strikke Storm Sweater Junior af PetiteKnit og det var vel så passende, som det kunne blive. Først strikkede jeg en brun Storm til vores egen lille storm; Elias.
Mørkebrun. Blød. Helt perfekt til den lille blåøjede dreng.
Soft Melange Eco Wool
Den er strikket i den skønne Soft Melange Eco Wool i farven Chokomix og den har den lækreste, melerede brune farve. Jeg har kun lige taget hul på 4. nøgle til en størrelse 2-3 år, så det er en virkelig billig sweater.
Elias får den med i dagplejen, hvor den kan gøre fyldest som sensommerstrik og siden kan den bruges under jakker i efteråret og vinteren.
Morgenstrik holder jeg meget af
Inden afgang mod Aalborg – en tur jeg for øvrigt nyder hver dag – strikker jeg som regel en pind eller to. Nogle morgener er jeg kommet tidligt op og har god til at strikke. Andre morgener bliver det bare til en hurtig pind eller to, men jeg elsker at starte dagen sådan.
Det giver mig ro at sidde med strikkepinde mellem hænderne. Det giver en naturlig stund til refleksion og jeg ender som regel med at have lagt arbejdsdagens opgaver i nogenlunde orden, inden jeg tager afsted på arbejde.
Jeg har startet endnu en Storm
Jeg fandt rester fra et sjal, jeg tidligere har strikket i den skønne 2 tr ull. Der var lige præcis tilstrækkeligt til, at jeg kunne gå i gang med endnu en Storm Sweater Junior – denne gang i den mindste størrelse, som formentlig ender med at passe Elias et kort stykke tid, hvor efter Sienna overtager den.
Jeg er i gang med første ærme og har konstateret, at jeg har fået strikket kroppen lidt for lang. Nu strikker jeg lige begge ærmer færdigt og så korter jeg kroppen af. Det kommer til at passe med restegarnet. Der bliver ikke mange meget tilbage, når jeg er færdig. Det er jo helt perfekt.
På arbejde for en kort bemærkning
Jeg sidder faktisk på jobbet og skriver lige nu. Jeg pakker sammen om lidt, men der var lige lidt uopsættelige ting, møder og mennesker, som ikke kunne vente og sådan er det bare, når man er selvstændig.
Nu vil jeg genoptage min ferie og glæde mig til, at jeg får gæst i morgen. Måske en lille frisering af gæsteværelset er på sin plads.
Rigtig god weekend til dig :-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.