Når nyt er godt

Når nyt er godt, bliver jeg glad. Sidste visit i Italien gav sådan en oplevelse. Der var nemlig ikke til at få plads på de to hoteller, vi er vant til at benytte os af, når vi er nede ved leverandører.

Jeg elsker at komme de samme steder, når jeg er på arbejde. Har jeg fri, er det noget andet, men i forbindelse med leverandør- og spinderibesøg, er det så skønt at kende rammerne for de timer, hvor vi ikke er afsted. Det er nemt, når jeg kender vejen til supermarkedet, yndlingsrestauranten, spinderiet eller noget helt fjerde. Det sparer tid.

Denne gang skulle det ikke være sådan. Det er sommer og de to hoteller, jeg plejer at booke, var begge optaget i de dage, vi var i Toscana. Derfor blev det noget nyt og i den anden ende af byen.

Det var slet ikke så skidt …

Ser det her ikke lidt underligt ud?

Da vi ankom til den omtrentlige destination og blev guidet op ad en stejl, smal og hullet vej, begyndte jeg at tvivle på, om vi var på rette vej. Det skulle vise sig, at det var vi.

Vi trådte ind i en smuk parklignende have og gik op mod en villa øverst på grunden, mens vi snakkede om, om det her kunne være helt rigtigt. Ingen stoppede os dog, så vi fortsatte.

Vi blev mødt af den sødeste receptionist. En lille, lidt skæv mand, som ikke vidste alt det gode, han kunne gøre for os. Han var virkelig sød og i løbet af bare et øjeblik, havde han vist os tilrette.

Den fineste beliggenhed

Det lille hotel lå gemt i de bløde bakker bagved Pistoia og det lå smukkere end smukt. Udsigten ned over dalen var formidabel og den have, den smukke villa lå i, var helt magisk og fantastisk. Jeg har aldrig været et dejligere sted.

Haven og de omkringliggende kroge var udnyttet til deres fulde potentiale med enten springvand, stenbede, små og skæve trapper, hjørner med smukke jernmøbler, et fantastisk pool-område og utallige hyggelige kroge fordelt overalt i den smukke, gamle have. Det var som at træde ind i forestillingen om den ultimative have. Skønheden var betagende og dufte indhyllede os i en mild rus, mens vi den første aften spiste en – skulle det vise sig – prisbelønnet pizza nede fra byen.

Faktisk lå der en prisvindende restaurant i tilknytning til villaen, vi boede i, men vi var for trætte til andet end blødt tøj og pizza. Det fortrød vi ikke, da vi smagte pizzaerne. Dagen efter fortalte vores receptionist, at netop de pizzaer er nogle af Italiens bedste. De vinder konstant priser for dem. Mmmm, siger jeg bare.

Vores ophold var alt for kort

I virkeligheden kunne jeg sagtens have brugt en dag eller to uden møder. Bare med tid til at sidde stille og uvirksom i haven. Måske med en god bog. Lave ingenting og samle kræfter, for det er småt med dem for tiden.

Sådan kunne det ikke blive. Jeg nåede to hjembragte pizzaer i haven og en enkelt nat i den skønne seng, inden vi igen vendte Guilia og kørte mod nord. Ikke engang badekarret nåede jeg. Et par hurtige brusebade og det var det.

Til gengæld ved jeg nu, hvor jeg drømmer mig tilbage til. Med god tid i bagagen. Tak.

Sommerferien venter forude

Det er endnu ikke tid for min sommerferie, så jeg venter tålmodigt og planlægger ingenting, fordi erfaringen fortæller mig, at det ikke nytter i disse år. En dag ad gangen. Det virker for nu.

Mange af mine mennesker trænger til omsorg. Jeg giver, for sådan er jeg. Jeg mærker godt, at jeg er spredt lidt tyndt ud, men det her er ting udenfor alles kontrol, så det er bare at hænge i, så det gør vi alle efter bedste evne.

Kommer tid, kommer sommerferie … og måske Italien. Måske udpakning af nogle af de kasser, jeg stadig ikke er nået til. Måske maling af en væg eller to. Måske Sverige. Måske absolut ingenting. Ting udenfor min kontrol er medspillere og puslespillet kan ikke lægges uden de brikker, så jeg venter. Næsten tålmodigt.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.