Østrig, jeg elsker dig!

Vi forlod Uslar en tidlig lørdag morgen efter en solid morgenmad. Ude lå morgendisen stadig over landskabet, da vi fandt min bil, for at lægge an til en tur ned gennem det sydlige Tyskland og direkte ind i Østrig, hvor denne dags overnatning ventede.

Snart havde solen brændt gennem disen og det efterlod os med de smukkeste skyer og en klar, blå himmel, da vi fortsatte ned gennem Tyskland.

Der gik ikke lang tid, før vi kunne se, at der længere fremme opstod endnu en stillestående kø, så vi skyndte os at køre af motorvejen og begyndte vores rejse gennem baglandet. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé.

Gennem de smukkeste landskaber og hyggeligste landsbyer

Vi fik en oplevelse ud af at være forudseende og vi har aldrig været bange for den nærmeste omvej, så vi nød turen ind gennem søvnige landsbyer og bakkede landskaber, mens vi kunne se, at halen af biler voksede bagude.

Vi var nemlig ikke de eneste, der havde været forudseende og var kørt af motorvejen, inden køen ramte. Måske havde de andre bilister ikke brugt tre timer af gårsdagens køretid på at holde stille i kilometerlange motorvejskøer. Det havde vi. Vi tog gerne nærmeste omvej, for at slippe for at holde stille i timevis.

Jeg var passager

Jeg var så heldig at være passager på strækningen, så jeg strikkede strømper, når jeg altså ikke agerede guide eller bare nød udsigten. Strømperne kan jeg strikke uden hele tiden at skulle kigge på strikketøjet, og så er de et lille, beskedent projekt. Det sidste er dejligt, når solen skinner og bilen bliver varm.

Vi brugte måske et kvarter

Vi brugte måske et kvarter i baglandet, inden vi igen ramte motorvejen. Det kvarter var godt givet ud, kunne vi høre i trafikradioen. Køen bagude var stillestående og man skulle regne med mindst 1 times forsinkelse. Vi havde været heldige, at vi var vågne nok til at svinge fra, da vi så den begyndende kø forude. Nu slap vi forbi uden på noget tidspunkt at holde stille.

Vi fortsatte ned gennem Tyskland. Ned forbi Rothenburg ob der Tauber, som mindede mig om, at et gensyn er et absolut must for mig. Videre ned forbi Ulm og Memmingen og på det tidspunkt var landskabet allerede begyndt at ændre sig. Bakker blev til bjerge og jeg så det langsomt ske, mens kilometer efter kilometer flyttede os tættere og tættere på målet. Alperne lå forude og jeg glædede mig, for jeg elsker bjergene. Snart kørte vi ind i Østrig.

Overnatning i Imst

Vi skulle overnatte i Imst; en lille by ved foden af Lechtaler Alpen i Østrig. Byen ligger 827 meter over havets overflade og fra hotellets dejlige gårdhave, var der kig til bjergene omkring os.

I gårdhaven var der skønt og svalt, så jeg satte mig med en kop kaffe og mit strikketøj og siden stødte Kenneth til. Vi nød at sidde med kig til bjergene og inden længe var der næsten fyldt op med gæster og et liv og leben, så man næsten ikke kunne få ørenlyd.

Sang og bægerklang

Vi besluttede at spise til aften lige der i gårdhaven. Der var nemlig restaurant på hotellet. Det er noget, jeg altid sørger for. Erfaringen har lært mig, at der kan ske uforudsete ting undervejs ned gennem Europa og risikoen for at ankomme meget sent er altid til stede, så en in-house-restaurant er bare en god ting. Så kan man næsten altid få et eller andet at spise.

Vi fik serveret noget lidt spøjst mad, men mætte blev vi og efter at have nydt en dessert og en god kop kaffe, sagde vi godnat. Den sidste etape ventede forude, så at være udhvilet var i høj kurs og så glemmer vi alt om det selskab af meget højrystede, syngende mænd, der sad i gårdhaven lige nedenfor værelset og sang natten lys, ikke?

Morgenmad med tømmermænd

Der var i hvert fald et par stykker af morgenens gæster i restauranten, der havde tømmermænd, men jeg havde ikke det mindste ondt af dem. Kun af min egen forstyrrede nattesøvn, men kaffe og morgenmad hjalp på det hele og Østrig elsker jeg fortsat.

Snart var vi klar til afgang.

Forude ventede den smukkeste del af turen. Op over Alperne og ned gennem Trentino-Alto Adige, en af Italiens smukkeste regioner med imponerende Alpetoppe, grønne, dybe dale og et hav af ridderborge overalt, hvor man end vender ansigtet hen. Jeg elsker den del af turen og når Trentino-Alto Adige afløses af rige Veneto, bliver turen ikke mindre smuk. For øvrigt er min yndlingsdessert; Tiramisu, opfundet i Veneto. Alene af den grund må den region høre til blandt favoritterne og turen skuffer aldrig nogensinde.

Denne gang kunne jeg nyde hvert eneste sekund som passager, så det kan jeg love dig for, at jeg gjorde.

På tværs af Posletten forandres landskabet fra kuperet og interessant til fladt og ensformigt, men sådan er ruten til Pistoia og Posletten lægger jord til helt utroligt mange dejlige spiser, så du hører ikke mig klage over en tur tværs over sletten. Jeg havde jo godt selskab og et strikketøj mellem hænderne og så går tiden hurtigt.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.