5

Hverdagsglimt

Hverdagsglimt fra et liv levet i stille glæde over hverdagen og det, den bringer med sig af gode stunder.

Det er nemlig sådan, at jeg er meget glad for at være flyttet til Hadsund.

Køreturen hver dag gør mig glad. Det er fantastisk at se årstidernes skiften og at køre turen frem og tilbage hver dag anser jeg for at være en velkommen stund til refleksion og afslapning. Jeg får i tankerne forberedt dagen på vej ind og på hjemvejen får jeg tømt hovedet for alt arbejdsrelateret, så jeg er klar til at slappe af, når jeg er hjemme. Hverdagsglimt er f.eks. mig bag rattet på min elskede Alfa Romeo på vej nord eller syd.

Jeg arbejder ihærdigt på at få etableret et hjemmekontor. Det går fremad og jeg satser på, at jeg snart kan nyde udsigten ned over fjorden, når jeg sætter mig ved computeren på første sal.

Hverdagsglimt fra et liv levet i stille glæde over hverdagen
Hverdagsglimt fra et liv levet i stille glæde over hverdagen

Jeg strikker oppe under taget

Jeg elsker allerede at sidde oppe under taget og strikke. I stilhed og med kig ud over havnen og fjorden.

Jeg strikker på mange ting. Særligt strikker jeg til de to små mennesker i mit liv. Jeg strikker alt mellem himmel og jord til dem. Behovsstrik.

Jeg strikker også lidt EGO-strik ind imellem. Lige nu arbejder jeg på Comma Cocoon af Anne Ventzel. Hendes designs har jeg været vild med, siden hun designede de første børnemodeller. Hun er dygtig, synes jeg og hendes formsprog taler lige ind i mit, så selvfølgelig må jeg strikke den smukke kimono.

Jeg strikker den i Järbo 2 tr ull og noget mohair fra lageret. Det hele er naturligvis fra Garnudsalg.dk og den Comma Cocoon bliver bare fantastisk, men det går langsomt med den. Jeg får ikke strikket ret meget for tiden.

For et par weekender siden var jeg på broderi-kursus hos Tille’s. Jeg skulle lære teknikken sashiko og det var nogle skønne timer, men det fik min højre arms tennisalbue i udbrud og siden har det været meget sparsomt, hvad den arm har kunnet bruges til. Strik er en af de ting, jeg må spare på. Hverdagsglimt er også mig, der sidder uvirksomt hen.

Jeg har ellers direkte fra kontoret adgang til en lille altan og den er så rummelig, at der er plads til en stol og et strikketøj, når vejret er til det. Det glæder jeg mig allerede til at nyde, for det er ikke blevet til det endnu. Der er stadig for meget at gøre indenfor.

Hverdagsglimt fra et liv levet i stille glæde over hverdagen
Hverdagsglimt fra et liv levet i stille glæde over hverdagen
Hverdagsglimt fra et liv levet i stille glæde over hverdagen

I dag startede med tåge

Morgenen startede med tæt tåge. Kigget over fjorden var gråt og Hadsund Syd var indhyllet i et spindevævstyndt lag dis, som efterlod verden fugtig og underligt stille. Det passede egentligt perfekt til den tilstand, jeg var i.

Vi har festet i går. Ikke vildt overhovedet, men vi har fejret lille, skønne Siennas navnefest og det var den dejligste dag, hvis du spørger mig. Selskabet var rigtig dejligt. Der var skønne mennesker inviteret til at fejre den lille, dejlige pige og vi spiste skøn brunch på Færgekroen Hadsund, inden vi sluttede dagen hjemme hos Mikael og Oline oppe i skoven under smukke, nyudsprungne bøgetræstrækroner.

I dag er jeg træt. Mæt af oplevelser og tilpas med ikke at lave ret meget. Derfor sidder jeg stadig og laver ingenting.

Hverdagsglimt fra et liv levet i stille glæde over hverdagen

Lille spejl på væggen der …

Senere skal jeg i gang. Der skal hænges spejl op nede i trappeopgangen. Det mangler. Jeg mangler at kunne se, hvordan jeg ser ud, inden jeg bevæger mig ud i verden. For min skyld, men mest af alt for verdens skyld, er det en god ide med et stort spejl.

Der skal også vaskes lidt tøj. Der skal støvsuges og støves af og der skal ryddes op efter en lille drengs weekend her på matriklen. Elias forstår nemlig at brede sig. Ud over det hele. Det elsker jeg, at han gør, så hverdagsglimt er også mig med støvsuger og fugtig klud.

Jeg tænker, at tagterrassen skal have en overhaling. Trædækket skal skrubbes og så skal det hele lige tørre op, inden alt træværk kan males sort. Der skal indrettes med lidt grønt og stole, bløde puder og tæpper. Jeg har lyskæder og lanterner, der vil passe som fod i hose derude, så jeg er helt sikker på, at det bliver den dejligste plet, når udsyn efterlyses og kigget ud over havnen og fjorden savnes.

Alt kræver, at jeg rejser mig og kommer i gang. Måske skulle jeg …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide