Verden er uendeligt stor

Verden er uendeligt stor og fuld af eventyr, hvis man er halvandet år gammel, som Elias er. Hans sanser er konstant på arbejde, mens han udforsker sin omverden. Han vender hver en sten. Også helt bogstaveligt ind imellem. Der gemmer sig jo bænkebidere og andre spændende ting under sten. Det har han opdaget.

Jeg føler mig utroligt rig, når jeg tilbringer tid med ham. Jeg elsker at gå på opdagelse sammen med ham. Jeg holder af at vise ham, hvor meget der er at begejstres for her i verden. Små ting. Store ting. Alting.

Op og ned

Vi bevæger os rundt i huset. Tre etager er en hel verden for sig selv og den har været rigelig stor i lang tid.

Trapperne er et kapitel for sig. De skal forceres og det kræver koncentration og øvelse. Elias kravlede i starten, men nu synes han selv, at han er blevet så stor, at han vil gå op ad dem. Det kræver øvelse og tålmodighed fra de voksne, der skal øve med ham, men det er en gave at få lov til at være en af dem, der lærer ham den kunst.

Vi ender ofte oppe under taget. Han ved, at der ligger den lille terrasse, hvor der er kig til hele verden.

Forleden var det særligt sjovt, for ovre på den anden side af fjorden, var kvæget lige kommet på græs. Når de er det, er de glade og fjollede og den dag var ingen undtagelse. De løb om kap langs vandet og Elias klukkede af grin imens.

Vi indtager haven

Nu er foråret/sommeren her og det betyder, at vi kan komme ud på opdagelse. Elias er klar. Han er eventyrlysten og så er han altså vild med at spille fodbold. Næsten lige så vild, som han er med traktorer, så der spilles bold i haven for tiden.

Det er ikke Elias, der bliver træt først …

Hjem med en bondegård

I weekenden lokkede han morfar på afveje. De forsvandt ud af døren kort tid efter morgenmaden var spist og der gik halvanden time, før de vendte hjem igen.

De havde været nede i byen. På gåben. Også Elias.

Hjemme igen medbragte de en skøn buket til mig, røde friske kinder, en historie om at sidde ved fjorden under et træ og spise snacks, mens de havde snakket om alle bilerne og motorcyklerne og så også lige en bondegård.

Bondegården passede perfekt til den pakke med landbrugsmaskiner, Kenneth havde medbragt fra loftet på Tjørnevang i Aalborg. Elias ELSKER traktorer, så hans lykke var gjort, da de først havde pakket alt ud og samlet det, der skulle samles.

Jeg elsker, at vi bor så tæt

Jeg havde nogle (meget hemmelige) drømme om, hvordan det måske kunne blive at bo tæt på Oline, Mikael og børnene. At vi kunne ses lidt oftere og mere spontant, fordi der ikke længere var en køretur mellem os, men bare en kort gåtur. At det måske kunne give mere tid sammen med alle dem, jeg elsker.

Mine drømme er mere end gået i opfyldelse. Jeg er simpelthen så heldig, når jeg overraskes af Oline, der lige kigger ind med et af børnene på vej hjem fra et eller andet. Jeg glædes over, at komme hjem og så pludselig høre kluklatter oppe fra køkkenet, fordi Elias står og gemmer sig for at overraske mig.

Mit hjerte kan næsten ikke være i brystet af bar lykke, når familien kommer ned til brunch og indtager hele stueetagen med tæpper, legetøj, sutteflasker, vådservietter, grin og høje stole. Når bordet er pakket tæt med alle dem, jeg elsker og jeg kan bære hjemmebagte boller, kage og sidenhen mad ind og glæde dem alle med det.

Jeg er meget taknemmelig

Jeg føler mig meget heldig og jeg er uendeligt taknemmelig for at være endt, hvor jeg er. Jeg er glad hver eneste dag, når jeg kommer hjem, åbner døren og mærker, at huset på bakken er det helt rigtige for mig.

Jeg glædes hver eneste dag over, at jeg får lov til at være så tæt med de to små børnebørn – Elias & Sienna – og det er en af mit livs største gaver at blive mormor.

Jeg vidste det ikke for to år siden, men sådan er det. Mormor er sammen med mor den fineste titel, jeg har.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.