Et gammelt stenhus på toppen af Umbrien

Et gammelt stenhus på toppen af Umbrien blev udgangspunkt for nogle af de vigtigste beslutninger, jeg har truffet i nyere tid. Beslutninger, som ender med at ændre mit liv for altid – og det er jeg ved at være i vane med, siden beslutningen om at sælge sommerhuset og flytte til Hadsund.

Jeg rykker rundt på de brikker, der udgør mit liv. Jeg trængte, efter mange år i samme ramme, til at skabe nye og anderledes rammer for mit fremtidige liv. Det er jeg i gang med og det er det rigtige, kan jeg mærke.

Sårbar og privat

Jeg mærker i disse år, at jeg er betydeligt mere sårbar, end jeg har været tidligere i mit liv. Derfor er jeg nok også tavs og indadvendt. selvoptaget endda.

Jeg finder det vanskeligt at balancere personlig og privat. Derfor bliver jeg stille.

Mens jeg sidder og er stille, kan jeg iagttage en digital verden, der pludselig er oversvømmet af mennesker med bastante og kontante meninger om alt og alle. Ikke på den pæne, runde og accepterende måde. Nej, på den kontante, aggressive og fordømmende måde. Den vrede måde. Det gør mig trist og det gør mig stille.

Jeg kunne tidligere sagtens sætte min røv i klaskehøjde, som man siger. “Tæv løs; for jeg hviler i det, der er rigtigt for mig”, var min rolige og fattede tilgang til de, som syntes, at jeg skulle have tørt på enten her på siden, i min indbakke eller – og det er jo i virkeligheden alt for sjældent – i den virkelige verden.

Det går sagtens, når jeg er i balance. Det går sagtens, når det kun rammer mig. Det går sagtens, når jeg ved, at jeg selv opfører mig ordentligt.

Det går, til det ikke går mere. Til elastikken springer. Så bliver jeg tyndhudet og træt. Jeg bliver ked af ting, som før ikke ville røre mig det mindste. Jeg begynder at tvivle på andres motiver og jeg bliver usikker på, om de virkelig møder mig med varme og nysgerrighed af de rigtige grunde. Jeg bliver utryg. Det er ikke et rart sted at være.

Det går bare ikke.

Derfor er jeg begyndt at mærke efter og passe på mig selv og alle dem, jeg elsker. Det er vigtigt, har jeg opdaget. Det er helt i orden, at jeg sætter os først. Det er faktisk okay, at jeg mærker efter og vælger der efter. Der kommer fantastiske ting ud af at investere hudløst, ærligt og uden forbehold i det, jeg ønsker. Det meste lykkes og er det hele værd.

Forfald kan også være smukt

Der blev truffet livsomvæltende beslutninger i det lille stenhus på toppen af Umbrien. De har gjort det tydeligt, hvilken retning resten af mit liv skal tage. Det har også gjort det tydeligt, hvad jeg finder vigtigt. Endda mest vigtigt.

Mit mentale helbred. Min hverdag. Min indre ro og den ro, der kommer af at bo i rammer, der rummer og er lige tilpas.

At leve et liv, der genererer overskud, glæde og grin og absolut ikke tapper for energi.

Jeg har levet så længe og gennem så mange stormvejr, at jeg er klar over, at der kun er så meget, man selv er herre over. Der er udefrakommende ting, som kan spænde ben for alt det, der er godt og fint. Der er forhindringer, som enten kan overvindes eller skal leves med.

Alt det prøver jeg at tage vare på i disse år, mens jeg stille prøver at forstå, hvordan verden forandres. Hvordan min verden er forandret.

Jeg prøver at bygge på den ruin, jeg ind imellem føler, jeg er. Fundamentet fejler ingenting. Det ved jeg. Det er bare murene, der er lidt vakkelvorne og sten, der trænger til at skiftes ud. Med tiden når jeg vel i mål med reparationerne :-)

PS – jeg er stadig bare Liselotte – helt som jeg plejer at være bare lidt mere stille og indadvendt og – det ved jeg godt – meget lidt præcis, men sådan må det være. Mit inderligste ønske er, at du kan møde mig og mit med ønsket om, at alt lander godt. Ikke mere og ikke andet. Tak og så skal jeg nok lige skrive lidt mere muntert om livet i Hadsund, for det er lykkeligt og det er godt og muntert :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.