Orvieto

Orvieto er bygget på toppen af en bakke. På toppen af denne store, bløde bakke, har indbyggerne i tusindvis af år levet i sikkerhed for angribende fjender. Udsyn giver sikkerhed og færre overraskelser og det har været praktisk i tider præget af uro.

En dag med rigeligt af arbejde fra tidlig morgen til et godt stykke efter frokost besluttede vi, at det var tid for en pause og den skulle vise sig at gå til Orvieto, ikke langt fra Alviano.

Vi lod tilfældighederne råde

Vi vidste ikke meget om området, så vi lod tilfældighederne råde og endte altså med et besøg i Orvieto med den smukke Duomo di Orvieto, som var noget af det første vi mødte, efter at have parkeret bilen på toppen af byen.

Middagslukket

Vi stod midt på Piazza Duomo og vi ville ind for at se domkirken. Vi kunne læse, at den indeholdt smukke freskoer og desuden en del andre og seværdige stykker kunsthåndværk. Kirkens døre var middagslukket. Jo, den er god nok. Middagslukket …

Vi kunne med andre ord ikke købe adgang – hvilket man gør i Orvieto – før sidst på eftermiddagen. I stedet måtte vi finde på andet at foretage os og eftersom min fod begrænsede mig temmelig meget, insisterede jeg på, at det måtte blive i nærområdet.

Alle de forspildte muligheder …

Bag kirken lå f.eks. Museo Archeologico Nazionale di Orvieto og ved siden af kirken lå Museo dell’Opera del Duomo di Orvieto, ligesom Museo Etrusco “Claudio Faina” lå lidt længere henne ad pladsen. Alt havde dog middagslukket, da vi ankom, men den søde dameved billetskranken oplyste, at der var en omvisning i byens underjordiske kældre og grotter.

Den tur kunne Kenneth tage. Jeg måtte blive oppe, for min fod tålte på daværende tidspunkt ingenting.

Ro & harmoni på den porøse top

I dag lever indbyggerne i Orvieto i ro og harmoni på toppen af et ganske særligt fænomen; nemlig byen under byen. Fordi asken er nem at grave i, har byens indbyggere gennem flere tusinde år – man mener, at etruskerne startede projektet for 2.500 år siden – hugget huler og gange under jorden.

Nede i byen under byen er der kamre, reolvægge, store sale og dybe brønde. Der er plads til opbevaring eller ophold. Der er gamle olivenpresser, som siden tidernes morgen har presset oliven til olie. Der er hugget dueslag i væggene, så det har været nemt at hente aftensmaden i “kælderen”. Der er gravet imponerende dybe brønde.

Der er faktisk gravet så meget, at det inderste af byen ikke tåler tung trafik. Man er simpelthen bange for, at byen er så porøs, at der er fare for nedstyrtning, hvis tungere trafik benytter vejene.

Jeg gik en lille, forsigtig tur

Mens Kenneth så de fantastiske grotter under byen, gik jeg en forsigtig og meget langsom tur ned ad Via del Duomo. Den lille, smalle gade gik fra torvet med domkirken og ind i den gamle del af byen.

Jeg nåede ikke meget mere end 100 meter ned ad den, før jeg måtte vende om. Man skal kende sine begræsninger og jeg kunne mærke, at min fod gerne ville have en pause.

En lille overraskelse

Pausen tog jeg på trappen foran Duomo di Orvieto. Først sørgede jeg dog for, at der blev købt en lille overraskelse til hver af børnebørnene. Små, farverige stykker legetøj i træ blev sirligt pakket i papir, før jeg fik dem med fra en lille butik i en sidegade.

En udsigt ud over det sædvanlige

Byens beboere bor med en udsigt, der er lidt pænere, end de fleste af os er vant til. En udsigt, der er helt umulig at fange med den mobiltelefon, jeg havde til rådighed, men jeg har dog forsøgt.

Orvieto ligger jo højt oppe på toppen af bjerget af vulkansk aske og udsigten ud over landskabet er virkelig imponerende. I baggrunden ligger

Udsigt til la Badia di Orvieto

Oppe fra bymuren var der udsigt ned til la Badia di Orvieto; et gammelt kloster, som i dag fungerer som hotel. En smuk ramme for det meste og så er der altså bare ikke andet end smukt i området omkring Orvieto.

Jeg kunne lide naturen og bakkerne, dalene og Paglia, der løber insisterende gennem landskabet, for at løbe sammen med Tiberen sydøst for byen.

Tilbage til trappen foran Duomo di Orvieto

Da jeg havde nydt udsigten og landskabet, kigget på parkens skulptur og tjekket, at bilen fortsat stod i skygge, gik jeg tilbage til trappen foran kirken. Her satte jeg mig i solen og ventede.

Det var ingen straf. Der var virkelig dejligt midt i solen og jeg havde længtes efter den alt for længe, så jeg nød hvert sekund. D-vitaminer kan hentes mange steder, men lige der, midt på trappen op til Duomo di Orvieto, kunne jeg ikke forestille mig noget bedre sted for den aktivitet.

Hjem igen ad snoede småveje

Da Kenneth var oppe i den friske luft igen, nød vi en kop kaffe og et stykke kage på Bar Duomo, inden turen igen gik hjemad. Arbejdet ventede, men vi vendte hjem med fornyet energi og klar til at fortsætte, hvor vi slap.

En pause gør underværker. Denne var særligt smuk, men alt for kort og vi skylder Orvieto en undskyldning for slet ikke at have udforsket den, som byen fortjener. Det må blive en anden gang.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.