Alviano, så tyst

Alviano, så tyst, at man blev helt i tvivl om det var virkeligt. Ikke en lyd. Bare stilhed. Og ind imellem en lænkehund i det fjerne.

Alviano ligger på toppen af et af de bløde bjerge, der findes overalt i Umbrien. Udsigten er formidabel. Både inde fra centrum af den lille by, men bestemt også fra udkanten af byen, hvor vi havde indlogeret os. Simpelt. Enkelt. Et pensionat, vil jeg kalde det, med fuld kost og enkle værelser med akkurat det, man skulle bruge. Ikke mere.

Ro. Indeni og udenpå.

Omgivet af skønhed

Egnen er virkelig smuk. Fra pensionatets omgivende terrasse var der kig ned over Tiberen, som ligger dovent og glimter i solen.

Floden løber ud i det Tyrrhenske Hav ude ved Ostia og er undervejs kommet gennem Rom. Jeg tænkte en del over, hvad den flod har været vidne til gennem tiden, når jeg sad stille og filosoferende et øjeblik ind imellem opgaverne. Det gjorde jeg også dengang i ’81, hvor jeg første gang var i både Rom og besøgte Ostia, den lille havneby ude ved havet.

Siden har jeg ikke været tilbage og det blev heller ikke denne gang, jeg kom det. Tiden skulle udnyttes til fulde, så den blev ikke brugt på Colosseum, Trevi-Fontænen eller Den Spanske Trappe denne gang.

Olivenlunde, lænkehunde & Lazio i det fjerne

Omkring pensionatet ligger olivenlunde, som hvert år giver frugter til det kommende års forbrug af olivenolie i huset. De får selv presset olien og den smager virkelig dejligt, kan jeg garantere, for den fulgte det hjemmebagte brød, der var til måltiderne.

I det fjerne kunne man høre lænkehunde glamme om kap og på den anden side af dalen anede man konturerne af Lazio.

Roen til at arbejde

Fordi alle måltider var inkluderet, var det ikke nødvendigt at flytte sig længere end fra dagens aktuelle måltid over til arbejdspladsen. Her kunne vi sidde med udsigt til de omkringliggende bjerge, mens vi arbejdede os gennem opgaverne, der ventede.

Ind imellem drak vi kaffe og vand, spiste frugt og rejste os for at strække ben og nyde den fantastiske udsigt.

Udearbejdsplads med udsigt

Vi sad mestendels i det fri og arbejdede. Vejret var forårsagtigt, men stadig til den kølige side. Det krævede overtøj i form af en tyk sweater, men så kunne man også sagtens nyde de D-vitaminer, man kunne samle gennem solens varme stråler.

Det var livgivende dejligt efter en lang, grå og solfattig vinter og et koldt tidligt forår herhjemme.

Vi supplerede med et tæppe i de køligste timer og ellers trak vi indenfor, men jeg nød virkelig, at der endelig var tid for lidt udeliv igen og så gjorde det jo ikke noget, at omgivelserne var så pittoreske.

Foden, der stadig volder mig problemer

Min fod er fortsat ringe. Den ER i bedring, men det går virkelig langsomt.

Nu er foden tilset af fagkundskaben og der er ikke noget alvorligt fat. Den er bare plaget af inflammation i et sene-hæfte på ydersiden af foden. Yderst plagsomt og smertefuldt, når det er vredt og mest irriteret. Tåleligt, når jeg passer på at belaste minimalt.

Udsigten til helt at være på den anden side af den inflammation er desværre lang. Fodtøj er derfor ikke noget, jeg kan vælge. Jeg kan bruge ét par sneakers. Det er det.

“Du skal da bare være glad for, at de er moderne for øjeblikket“, var svaret, da jeg beklagede min nød hos speciallægen og ja, det har han da ret i.

Mest spændt var jeg på, om foden kunne holde til de belastninger, den ville blive udsat for på spinderier, hos agenter og leverandører og i det hele taget de gåture, jeg ville udsætte den for på hele turen. Heldigvis gik det godt.

Jeg nåede både besøg hos spinderier, agenter og leverandører, påskeoptog i Alviano og besøg i de nærliggende byer. Alt sammen på en fod, der slet ikke protesterede, men mere om det senere …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.