Picnic on the Path er blevet klar til efterårets kølige dage og jeg er allerede glad for det i hverdagene på kontoret. Det luner dejligt om skuldrene, ligesom det er en varm ven over benene sidst på aftenen.
Dobbelt lag af uld
Sjalet er inspireret af et traditionelt shetlandsk hap, som bruges som babysvøb eller hverdagssjal. Sjalet strikkes derfor som en firkant, der herefter lægges dobbelt til sjal. Det gør, at der samles en masse stillestående luft imellem de to lag og da det jo netop er det, der varmer, er sjalet virkelig skønt at have om skuldrene.
Jeg elsker strikkede sjaler. Jeg elsker at strikke sjaler. Her er alt at vinde.
Nydelsesfuldt
Jeg har nydt at strikke Picnic on the Path. Det er et meget meditativt stykke strik, som kun består af retmasker og omslag/indtagninger. Man strikker bare rundt og rundt. Mange, lange pinde og tusindvis af masker senere, ender man med det skønneste stykke lunt strik og undervejs varmer det dejligt, mens man strikker.
Det gør det til det perfekte TV-strik og det har været med mig ind i universet omkring Jeffrey Dahmer – et sted, jeg slet ikke skulle have bevæget mig hen – når vi om aftenen sprang på Dahmer på Netflix.
Gudskelov er det ikke serien om Jeffrey Dahmner, sjalet minder mig om. Det har nemlig også været med mig ind i universet omkring Queer Eye og det show gør mig bare glad. Det er virkelig skønt fyldt med respekt for mangfoldighed og tolerance. Hurra for det!
Picnic on the Path gør mig bare glad og varm, når jeg kaster det om skuldrene. Andet ville have været skrækkeligt og jeg ved faktisk ikke, om jeg anbefaler at se Dahmer. Jeg fik mareridt efter at have set den. Se i stedet Queer Eye og bliv glad i låget.
Lige et sjal til en picnic i efterårets smukke skove
Jeg elsker som sagt det skønne sjal. Det er strikket i tre fed af den skønne, rustikke og autentiske uld, Garnudsalg har på hylderne og jeg pønser allerede på endnu et i en smuk, brun. Måske i Sigrid eller Birk.
Denne vinter kan ingen vist have for meget uld :-)
PS – Pacnic on the Path er en engelsk opskrift. Ikke vanskelig, men engelsk.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
4 kommentarer
Anne Kirsten
13. oktober 2022 at 17:44Hvor er det dog blevet smukt.
Jeg har sådan en lyst til at strikke det. Har aldrig strikket efter engelsk opskrift – er det mon en, man som nogenlunde erfaren “dansk” strikker, kan begive sig i kast med?
Har lige strikket Fjolla, og det gik fint.
På forhånd TAK, hvis du vil svare mig.
Liselotte
14. oktober 2022 at 09:08Jeg tænker, at du sagtens klarer dette, hvis du kom gennem Fjolla, Anne Kirsten :-)
Henriette
13. oktober 2022 at 16:34Jeg ved snart ikke hvilke dokumentarer jeg reagerer stærkest på efterhånden, men jeg har valgt den om Monroe helt fra ligesom jeg også fik decideret kvalme efter to minutter med klamme Ron Jeremy. Hvor uhyggeligt det end er, så kan min hjerne bedre klare at se på Dahmer end på et sygt univers af sex og overgreb, selvom det reelt er samme surdej! Grænser der overskrides på utænkelige måder påvirker mig, men som jeg talte med Dorthe om forleden, så skyldes det jo nok at jeg selv har levet et liv med grænser der blev voldsomt ignoreret. Nå, der kom jeg ud på et sidespor så lad mig slutte af med at udtrykke begejstring for det smukke hap du har begået ❤️ Kh Henriette
Liselotte
14. oktober 2022 at 09:07Ron Jeremy ved jeg ikke, om jeg orker se, men ja… det hele handler jo om grænser, der overskrides. I det ekstreme. Det gav mig mareridt i denne omgang, så jeg er nok ved at trænge til en pause fra alt, der skræmmer. Bægeret bliver jo fyldt på et eller andet tidspunkt og måske det er nu – for mig. Så er det godt at kunne gemme sig i at strikke gode, varme og rare ting :-)