Picnic on the Path er et af de projekter, jeg har på pindene lige nu. Jeg blev færdig med det, jeg kalder behovsstrik, forleden og derfor var der pludselig plads til et nyt stykke strik.
Kald det bare behovsstrik …
Jeg strikker jo et varmt sjal, som også kan fungere som tæppe. Et hyggeligt, rustikt og luftigt sjal, som jeg elsker dem.
Picnic on the Path strikker jeg i 2 tr Ull, som har alle de egenskaber, jeg elsker ved uld. Naturligt, luftigt og slidstærkt. Formentlig kommer dette sjal til at følge mig resten af mit liv og det er et af dem, jeg ved, jeg kommer til at vende tilbage til hele tiden.
Mine yndlinge i sjalskategorien er dem, der er strikket i en ren, luftig lammeuld.
Jeg er nået et godt stykke længere
Billederne, der supplerer teksten her, er nogle dage gamle. Jeg er derfor nået et stykke længere på sjalet og det bliver akkurat, som jeg havde håbet. Let og luftigt.
Det strikkes rundt; det ender som en firkant og foldes og anvendes herefter som en trekant, så alle former er vist dækket ind med dette sjal.
Man starter i midten
Sjalet strikkes fra midten og ud. Man starter med at slå X antal masker op på strømpepinde eller med magic loop og strikker herefter ud fra midten. Jævnt fordelte udtagninger sørger for, at sjalet vokser, som det skal.
Jeg anvender magic loop, når jeg starter fra midten på et stykke strik. Tidligere var jeg utroligt glad for mine strømpepinde, men når det er disse få antal masker, kan jeg bedre styre starten med en rundpind og magic loop.
Min foretrukne opstart
Når jeg strikker rundt fra midten og ud, har jeg fundet noget nær den perfekte metode til opstarten. Usynlig. Nem. Smuk. Der er meget godt at sige om den metode og den er ikke spor vanskelig. Særligt ikke hvis man også hækler og er bekendt med en magisk løkke til opstart, for det er den, jeg bruger.
Det er ikke mig, der har opfundet metoden. Det er til gengæld min strikke-søster Elisabeth Zimmermann, der har introduceret mig for den.
Jeg ejer nemlig det, mange vil anse for at være verdens kedeligste strikkebog.
Elisabeth Zimmermann’s Knitter’s Almanac, som indeholder det, hun anser for passende projekter til hver måned på året.
Jeg knuselsker den
Bogen elsker jeg. Knuselsker faktisk. Hendes tilgang til strik er så lig min, så jeg genkendte mig selv i hendes tekster, så snart jeg begyndte at læse.
Bogen indeholder som sagt opskrifter på forskellige projekter. Der er sweatre, trøjer, vanter og huer, babyjakke og rundstrikket sjal. Ikke at opskrifterne er meget omfattende, men de er præcis, som jeg er strikker.
Korte, fleksible og sådan cirka er opskrifterne.
Teknikkerne forklares og også opskrifterne gennemgås, men hun lægger op til, at vores personlighed må og skal skinne igennem de ting, vi skaber med vores strikkepinde. Det kan jeg virkelig godt lide. Derfor elsker jeg hendes tilgang til strik.
Verdens kedeligste strikkebog
I bogen har hun brugt tid på at introducere os til Pi Shawl Construction og jeg har simpelthen haft så meget glæde af netop den del af bogen i årene efter jeg første gang læste om teknikken.
For det første er det et genialt system til at beregne udtagningerne til runde sjaler eller svøb og for det andet blev jeg her introduceret til Emily Ocker’s Circular Cast-On, som er intet mindre end genial.
Det kan godt være, at Knitter’s Almanac ved første øjekast ser ud til at være verdens kedeligste strikkebog med sine sort/hvide fotos og lange tekster, men det er og bliver min absolutte yndlingsstrikkebog. Elisabeth Zimmermann taler lige ind i mit skaber-hjerte og jeg elsker hendes tilgang til håndens arbejde.
Doven skrædder syr med lang tråd …
Jeg hopper over, hvor gærdet er lavest. Det gør Elisabeth også. Derfor elsker jeg hende.
PS – både opskrift på sjalet og bogen er på engelsk, så det kræver, at du har mod på det :-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
2 kommentarer
Liselotte
10. oktober 2022 at 10:24Tak Anne Kirstein og opskriften er vist kun lavet på engelsk, desværre :-)
Anne Kirsten
8. oktober 2022 at 14:32Hvor er det et smukt sjal. Kan nemt forstille mig det i farven Almond.
Men opskriften er, så vidt jeg kan se, kun på engelsk, og det vover jeg vist ikke.
Ser frem til at se dit færdige sjal.
God weekend.