Så havde vi ikke noget internet

Så havde vi ikke noget internet. Så blev jeg syg.

Så blev jeg nogenlunde frisk igen.

Så havde vi ikke noget internet og jeg blev syg igen med den mest genstridige virus nord for Alperne.

Nej. Ikke Covid. Bare en strid virus, der giver alt fra feber og hoste til dårlig mave og en insisterende hovedpine.

Så kom internettet tilbage. Jeg er til gengæld stadig syg, men nu har vi da adgang til verden igen.

Tiden gik og ferien forsvandt i horisonten

Alt mens alt det skete, gik tiden og den ferie, vi havde i Frankrig, synes nu nærmest at være et helt liv siden. Det er kun nogle uger siden, vi vinkede farvel efter to virkeligt skønne uger i et solvarmt, generøst og smukt område af det land, vi vist aldrig bliver trætte af.

Villereal var kulissen for den sidste aften

Den sidste aften, inden vi skulle hjemad mod Danmark igen, tog vi op til Villereal for at spise på torvet, som vi har gjort det så mange gange før.

Byen er lille og charmerende og særligt oppe på La Place du Marché er der stemningsfyldt på sådan en varm aften i september. Varme september. Virkeligt varme september.

Vi havde stort set ikke mindre end 30 grader hver dag og der var mange dage, hvor vi lå oppe omkring 32-33 grader. I september!

Det er ikke normalt for årstiden. Det har været ganske særligt i år og det er klimaforandringerne, der kan mærkes her, som alle andre steder på kloden.

Aftensmad midt på La Place du Marché

La Place du Marché er virkelig smuk og midt på pladsen ligger den fantastiske markedshal bygget tilbage i det 14. århundrede. Både den og de omkringliggende huse giver sagtens et indblik i en for længst svunden tid, hvor byens liv var centreret om pladsen, som hver lørdag gav plads til de lokale kunne sælge deres produkter.

Byen kan du læse meget mere om her, hvor jeg skriver en del om både den og den smukke markedshal, der stadig er byens samlingspunkt her mange hundrede år efter den er opført.

Vi spiste dejlig mad mens temperaturen blev tålelig og aftenen mørk

Vi nød at afslutte den sidste aften på et kendt sted, hvor vi vidste, at maden var rigelig og gæsterne livlige og de skuffede ikke. Der var skøn mad, dejlig vin og lokale, som var ude med familien for at nyde endnu en aften i deres skønne by.

Vi var kommet til området så sent på året, at der kun var ganske få turister ud over os selv. Det var en særlig oplevelse at være der i september. Der var stille og det var de lokale, der gav stederne liv. Vi kunne have frygtet, at de lokale var trætte af turister på nuværende tidspunkt, men vi havde kun lutter gode oplevelser.

Hjemme igen gik vi tidligt i seng, for vi ville starte tidligt lørdag morgen og sætte kursen mod nord.

Så var det tid til det lille, hyggelige hotel ved den smukke Lac de Vassiviére

Vi havde talt om, at vi ville forbi vores lille, hyggelige hotel ved den smukke Lac de Vassiviére. Ikke at det var mere end en løs aftale, men vi var enige om, at det kunne være en fin afslutning på en længe ventet sommerferie.

Vi stod tidligt op lørdag morgen og i løbet af kort tid var vi klar til afgang.

Vi sagde farvel til vores rejsefæller og begav os ud på den mørke landevej i retning af A89. Vi havde ikke kørt længe, før Kenneth sagde “Gud, hvor jeg savner Elias og hans forældre“, og i det øjeblik vidste jeg godt, at vi aldrig ville nå hotellet ved søen.

Vi ankom til Tjørnevang lige omkring klokken 01 natten til søndag. Vi gik direkte i seng og vi kunne næsten ikke vente, til vi skulle se den lille familie i Hadsund.

Vi er vist blevet virkeligt tossede bedsteforældre …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.