Morgenudsigten er fantastisk fin. Vi er nået frem til stedet for dette års sommerferie allerede i lørdags, men det der skulle være wi-fi er sporadisk kontakt til omverdenen og slet ikke af en kvalitet, der giver mulighed for at skrive herinde hver dag, som planlagt.
Sådan er det så. Jeg tester forbindelsen hver dag og netop denne morgen, er den okay og måske er forklaringen nattens tordenvejr med utallige lyn og strømafbrydelse? I hvert fald er der hul igennem.
Udsigten fra hoveddøren
Udsigten er skøn hele vejen rundt om huset, vi bor i. Marker og landbrug så langt øjet rækker og kun afbrudt af naboen, en gammel RAF-veteran, som hver morgen går tur ude i hjulsporene med sin gamle, trætte hund.
Jeg er efterhånden på nik med ham, for jeg står op, brygger en kop kaffe og går ud med den i hånden, for at se dagen vågne.
Morgentåge og stilhed
Det er også september her. Selvfølgelig er det september, men det er også køligere her om morgenen, så tåge er ikke sjældent og der er de smukkeste morgener ude på landet, hvor vi bor. Landskaber hyllet ind i et drømmeagtigt skær af kulde, der møder varme og jeg elsker at stå op, så jeg når at opleve det.
Figner i massevis
På gavlen til den gamle lade står en figen. Den er kæmpestor og bærer masser af frugter. De er ikke helt modne endnu, men der er håb om, at vi når at smage, inden opholdet er slut.
På grunden er også skønne, aromatiske druer og hække af rosmarin. Det hele er lige til at bruge i dagens måltider.
Madame i nyttehaven
Når klokken slår ni, kommer madame ofte for at passe køkkenhaven ovre bag den gamle lade. Den er stor og rigelig og hun passer den med flid. Hun henter masser af frisk grønt hjem i bagsmækken på den gamle Renault og jeg er sikker på, at det hele smager forfærdeligt dejligt.
I dag skulle blive human
Vi har haft temperaturer over 30 grader hver eneste dag hernede. Det er vi ikke vant til i dette område og faktisk har vi aldrig tidligere oplevet, at der har været så varmt. Nu er vi i september og alligevel er her så varmt, at vi har været mere end almindeligt taknemmelige for at have adgang til pool.
Vi er vandhunde allesammen og vandet har været flittigt benyttet, for oppe på land har der været så varmt, at selv skyggen har været noget af en prøvelse. Alligevel elsker jeg det hele! Det er første gang denne sommer (sensommer/efterår), at jeg har været udenfor og samle d-vitaminer. Det lyder helt skørt, men det er fakta. Jeg har ikke været ude hele sommeren, for vi har haft travlt med alle de skibe, vi har søsat.
Derfor suger jeg til mig af udeliv, sol og frisk luft. Jeg tumler træt i seng omkring klokken ti hver aften og der er ikke meget fest i mig, men til gengæld er skuldrene på vej ned og jeg er i gang med at lande i den første ferie i en del år. Det er dejligt!
Petanque i baghaven
Der er anlagt en petanque-bane bagved huset. Ved siden af banen, under et stort, gammelt træ, er sat en stenbænk, hvor tilskuere kan sidde og heppe eller spillere kan tage en pause.
Udsigten er formidabel. Igen bare kig til marker og natur og det elsker jeg. Stilheden er øredøvende. Jeg har fået tinitus og jeg skal hilse og sige, at den larmer nu, hvor andet ikke gør, men den kan slet ikke tage glæden fra at være midt i ingenting.
På tur i området
Vi har været på ture rundt i landskabet. Vi har allerede masser af oplevelser i bagagen, men dem vil jeg dele en anden gang. Lige nu vil jeg bare sige, at jeg er landet det helt rigtige sted.
Vi bor i en ombygget lade. Lyst, lækkert og nordisk. Jeg sover på loftet under smukke, gamle hanebjælker. Ud af vinduet er morgenen udsigt til marker, gamle træer og morgendis. Jeg er så tilpas.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
5 kommentarer
Lene
4. september 2022 at 10:43Hvor er det godt, Liselotte. jeg er så glad på jeres vegne, at I kan holde ferie i godt selskab med natur, udsigt, god familie og masser af tid sammen.
Eva Opstrup
2. september 2022 at 13:55Her – ca. 7 timer længere østpå, høstes også figner, så meget at jeg ind imellem får spist lidt for mange. Vi har to træer – og de bugner af frugter. Selv om duerne og skaderne også er vilde med dem, er der nok til os alle. Sent om aftenen kommer vildsvinene og rydder op i dem, der er faldet til jorden.
Lige nu går jeg og krydser fingre for, at sharon frugterne, på træet bag huset, når at modne, inden vi tager nordpå igen!
Ilse Aranti
2. september 2022 at 11:16Åh så dejligt at være lidt med på ferie igen, og så dejligt at du har tid og rum til at folde dig og sproget ud her på din kanal. Må det lade op og give energi til de ting, I er i gang med at sætte i søren.
Annie
2. september 2022 at 11:14Lyder som en skøn ferie omend det er varmt
Vi er på vej ned gennem Tyskland med Italien som destination. Da jeg læste Oline havde fødselsdag( tillykke) vidste jeg præcis hvordan du havde det med at være væk hjemmefra.
Vi har sagt farvel til Stefan og det er bare det værste jeg ved…… selvom han sikkert nyde at ha huset for sig selv
Kom til st tænke på hvordan I mon har fundet Dordogne ???
conny
2. september 2022 at 10:47Skønt at høre fra Dordogne – det ser ud til, at livet er godt. Fortsat god ferie.