8

Hvad strikker du på?

Hvad strikker du på om sommeren? Jeg strikker på lige akkurat det, jeg har lyst til. Måske ikke en tyk sweater i Lettlopi på en rigtig varm sommerdag, men ellers strikker jeg faktisk bare på det, jeg har lyst til.

Jeg skelner ikke mellem sommer og vinter og jeg strikker ikke decideret sommerstrik. Jeg bruger ikke strikkede toppe eller bluser med kort ærme, så når jeg strikker, strikker jeg til hele året. Ligesom jeg ikke skelner mellem sommer- og vintertøj, skelner jeg heller ikke mellem sommer- og vinterstrik.

Jeg kan til gengæld sagtens komme ud for, at der er så varmt, at der er projekter, jeg lægger til side, men det sker yderst sjældent. Også på sommerferier.

Hvad strikker du på?

Det er de små, der kommer med.

Jeg vælger dog ofte at tage mindre projekter med på sommerferie. Feriestrik er jo noget særligt. Jeg strikker på de mere tidskrævende projekter, når jeg er afsted på ferie, for jeg kommer ligesom i et andet strikke-gear, når jeg ved, at jeg har næsten uendelig strikketid. Så strikker jeg cardiganen på pind 3 eller 3½. Det er nu, jeg finder de store sjaler frem, som kræver koncentration og også nu, jeg snupper nogle nøgler bomuld med i tasken.

Bil-strik er ganske særligt. Jeg ELSKER bil-strik og jeg elsker at planlægge, hvad det skal være. Der er nemlig mange timers strik gemt i en tur ned gennem Europa. Både Kenneth og jeg elsker at køre, men når vi tager afsted på ferie, er fordelingen altid, at han kører. Jeg strikker og styrer lydbøger, rejsevejledninger, pausefordelinger og hotelankomster.

Hvad strikker du på?

Hvad strikker du så i bilen?

Jeg har strikket alt fra babytæpper over vintersweatre til sjaler. Måske nok flest sjaler. De er nemlig nemme at sidde med i bilen. De fylder ikke alverden og det er faktisk det, der er bestemmende for mit bil-strik. At det ikke fylder alt for meget.

Jeg elsker også at have et lille strikketøj, der kan medbringes alle steder.

Vi holder af at gå på café og der er det godt at have et lille, mindre omfangsrigt strikketøj, der lige kan smides i tasken og tages frem, når vi alligevel sidder og hygger os med en kaffe og lidt kig til byens liv. Det vækker oftest lidt opsigt med strikketøj i Frankrig, for det er stadig ikke en syssel, mange dyrker.

Mit indtryk er, at det omkring Paris er ved at blive “in” at strikke, men hvor vi kommer, er det fortsat forbundet med noget ældre kvinder gjorde engang.

Mine forslag til disse mindre stykker strik kunne være:

Highline af Susie Haumann

SoHo Bandana af Susie Haumann

Holy Chevrons af Stephen West

Scarf No. 1 af My Favorite Things | Knitwear

Scarf No. 2 af My Favorite Things | Knitwear

Jeg ved i hvert fald, at mindst to af dem kommer med på mine pinde.

Hvad strikker du på?

På terrassen strikker jeg på alt mellem himmel og jord.

På terrassen i skyggen strikker jeg, lige hvad jeg har lyst til. Der er plads til de store stykker strik, så der kan strikkes på lige præcis det, jeg synes skal strikkes.

Som sagt er det ofte i sommerferien, jeg tager de projekter med, som kræver vedholdenhed og tyndere pinde. I år tænker jeg, at jeg vil strikke No. 09 Cardigan af VesterbyCrea. En enkelt tråd mohair er ikke det sjoveste i verden, efter min mening, men til gengæld bliver slutresultatet fantastisk, så den skal have en chance.

Dette år bliver nogle af planerne muligvis også småtterier til de to børnebørn, vi snart kan glædes over at have.

Mit held er ferieformen.

Mit store held er, at vi elsker kør-selv-ferier og derfor har en hel bil at gøre godt med, når der skal pakkes garn til ferien. Derfor har jeg også altid ALT for meget med ud og ofte kun lidt af det strikket op, når vi vender hjem. Hellere for meget end for lidt, er mit motto.

Jeg tænker ind imellem, at det ville blive virkelig svært for mig, hvis jeg bare kunne pakke et enkelt projekt med i feriekufferten, men mit valg ville helt sikkert falde på et af de projekter, jeg omtaler tidligere. Dem der kræver vedholdenhed og små pinde, for i dem er der masser af strikketid og er der noget, der kunne ødelægge min ferie, ville det være at løbe tør for noget at strikke på.

Jeg er nok lidt afhængig af det der strik, men det er vel også meget passende, som indehaver af Garnudsalg, tænker jeg ;-)

Om halvanden måned er det min tur til at holde sommerferie.

Jeg er allerede i gang med at planlægge mit strik …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide