13

At sondere terræn

For en uge siden pakkede vi en madkurv, bryggede kaffe og lagde det hele på bagsædet af bilen, inden vi begav os ud på Himmerlands smukke landeveje.

Vi nåede vidt omkring. Ned gennem Lille Vildmose, ud langs kysten og syd på ad smukke, mere eller mindre kendte veje.

Vi var ude at sondere terræn. Tage i øjesyn. Mærke efter. Hvad kan vi og hvad kan vi ikke. Vi kan det meste i virkeligheden. Vi har gjort det hele før, så vi er ikke nemme at skræmme.

Det handler vel mere om at blive klar. Klar til at sige farvel.

At sondere terræn

Vi er der nu!

Vi er klar. Klar til at starte et nyt kapitel i vores liv. Klar til at bevæge os videre. Klar til at leve et nyt liv. Klar til at overdrage Tjørnevang til en ny familie, som forhåbentlig får 25 lige så fantastiske år her på stedet, som vi har haft.

Her er næsten 300 kvadratmeter bolig fordelt på to matrikler. Hovedhuset, hvor vi bor og længen med en skøn lejlighed på cirka 80 kvadratmeter (den var tidligere og kan igen blive en del af hovedhuset). Her er den smukkeste park-lignende, store have, et virkelig skønt drivhus og så har vi Feddet, som er det fineste orangeri i miles omkreds.

Her er faktisk bare rammerne om et skønt familieliv til de, som måtte have lyst til at bo i et særligt stemningsfyldt bondehus med albuerum. Det kunne endda fungere som to-families bolig eller man kunne lade bedsteforældrene bo i lejligheden. Sikke et skønt familieliv, man kunne skabe.

Jeg håber, at den helt rigtige familie kommer forbi og falder for alle de muligheder Tjørnevang rummer. Kender du dem, sender du dem bare i vores retning :-)

Vi kigger på alt mellem himmel og jord

Vi har ikke selv besluttet os for fremtiden. Vi ved bare, at den skal indeholde noget nyt.

At sondere terræn

I søndags spiste vi frokost på Als Odde

Vi kørte ned gennem Himmerland, for jeg er temmelig sikker på, at vores nye liv skal ligge et sted deromkring. Jeg elsker Himmerland og jeg savnede netop den del af Danmark i de år, vi tilbragte i København.

Vi endte på Als Odde efter at have set på mere end ét hus undervejs. Ikke sådan indenfor, men bare ude fra og for at fornemme stemningen i de småbyer, vi var gennem. Til sidst sad vi der på kanten af fjorden.

At sondere terræn

Med udsigt og midt i solen

Vi sad ved fjorden og nød, at solen skinnede, mens vi nød frokosten. Vi talte om, at jeg elsker livet ved en fjord. Det har jeg altid gjort. Jeg er vokset op med adgang til fjorden og jeg elsker den stemning, der hersker omkring de små hjørner af fjorden, hvor lystfiskeri og hyggeligt samvær står øverst på listen over ting, der dyrkes.

Jeg ville elske, hvis jeg på en eller anden måde kunne bosætte mig tæt ved eller med adgang til et lille stykke fjord. Ikke nødvendigvis Limfjorden, men måske Mariager Fjord. Begge rummer så uendelig mange smukke, små steder, som jeg ville elske at have adgang til.

Måske er det sådan et sted, vi skal kigge lidt efter. Det er godt at sondere terræn. Mærke efter. Vi er klar.

I dag er jeg knapt så klar

I dag skal min garderobe have en overhaling. Det kræver sin kvinde at betræde de haller, kan jeg godt sige dig. Der er noget at sortere og jeg er så ufatteligt dårlig til at give slip, men det skal blive løgn, skal det! Jeg SKAL bare i gang med det projekt. Jeg har udskudt det siden vi flyttede hjem i efteråret, så man kan vel med rette sige, at jeg skal tage mig lidt sammen nu og sondere garderobe… eller noget.

Jeg lover at gøre mit bedste og så rigtig god søndag til dig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide