Post-corona

Post-corona er lige nu. Jeg er stadig lidt tæt i næsen og mere træt end før corona, men ellers er jeg sluppet utrolig heldigt igennem det. Det samme er Kenneth. Og mit hår …

Takket være Trine, ligner jeg ikke noget, der er løgn. Nu ligner jeg rent faktisk en voksen kvinde og ikke et børnehavebarn, der har fået fingre i en saks, jeg ikke skulle have haft adgang til.

Til gengæld er håret nok 20 centimeter kortere, end inden min corona. Det kan også noget. F.eks. er det meget nemmere at vaske og rede ud. Det er også lettere at sætte op og det er i det hele taget bare lettere at bære på det mindre hår. Alt i alt er det vel godt, hvis vi ser bort fra verdens tilstand.

Fokus og disciplin

Vi kæmper os gennem travle hverdage, som kræver tungen lige i munden og fokuseret tilgang til alt, vi rører ved. Her kan vi begge mærke, at vi har været ramt af Covid-19. Vi er simpelthen trætte og med hjerner, som ikke er lige så hurtige, som de var, inden vi blev ramt.

Det kommer tilbage. Allerede nu kan jeg mærke, at jeg får mere energi, som tiden går, men til gengæld bruger jeg den nyvundne energi om natten, når jeg ligger vågen og spekulerer.

Jeg opgav og parkerede den

Jeg startede på en Oda Vest fra Skall Studio i en fantastisk grøn farve. Et garn, jeg havde haft stående på hylden et stykke tid er blevet støvet af og nu strikkes det op som den smukke og underholdende Oda, men jeg endte med at opgive for en tid.

Min hjerne er simpelthen ikke til at holde styr på snoninger og strukturmønstre. Normalt er det intet problem for mig at jonglere med den slags. I disse dage går det bare ikke. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig og med Putin oven i alt det andet, så derfor opgav jeg altså.

I stedet endte jeg med at finde en gammel kending frem; Langelinie.

Frem med restekurven

Langelinie er alletiders til at forvandle små rester til et skønt og brugbart stykke strik; nemlig et lille og meget anvendeligt tørklæde. Den slags elsker jeg og jeg har næsten dagligt et tørklæde i halsen de fleste af årets måneder.

Her er tale om lutter retriller og det passer så godt med som verden ser ud lige nu. Jeg har været så ked af det på vegne af det ukrainske folk og jeg har haft meget svært ved at sove om natten, fordi jeg tænker på alle de mennesker, som døgnet rundt lever i angst for deres nære og kære og med konstant usikkerhed for fremtiden.

Jeg tænker også på de russere, som bare kan se til, at deres naboer lider. Alle de russere, som ikke er enige i Putins beslutninger. Alle de, som lige nu måske oplever at betale prisen for alene at være født i Rusland.

Det må være usigeligt svært for dem alle i disse dage. Jeg sidder godt, trygt og sikkert lige her og jeg kan slet ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for netop det. Jeg sender konstant håb i deres retning. Må der snart komme en fredelig løsning for alles skyld.

Mens jeg venter og håber, strikker jeg retrille efter retrille. Farve efter farve. Stille og koncentreret.

Jeg strikker håb ind i hver eneste maske og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste. Må det snart få en ende.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.