Slået hjem af Covid-19 og sendt i isolation. Det er mig. Har været mig. Hele denne uge har jeg tilbragt hjemme efter positiv hjemmetest efterfulgt af positiv PCR-test. Den var god nok. Den var dårlig.
Jeg var vel også dårlig, men helt ærligt har jeg været gennem influenzaer meget værre end dette. Nu på den anden side vil jeg nok beskrive den sidste uges sygdom som en intens vinterforkølelse med feber i et par dage, hvorefter bedring indtraf med rekordfart.
Jeg er så taknemmelig.
Jeg har været så bange for denne virus. Det er vi nok mange, der har været, men jeg har virkelig bestræbt mig på at agere forsigtigt i forhold til den. Jeg har installeret Smittestop på trods af min modvilje mod alt det registrering af alt, hvad jeg foretager mig. Jeg har holdt afstand og i perioder slet ikke set andre end vores ansatte. Jeg har sprittet og hostet i albue. Jeg har båret maske. Jeg har nemlig mennesker, jeg elsker, som absolut og indiskutabelt ikke ville overleve en infektion med virus, som det så ud for bare nogle måneder siden.
Så kom Omikron og tog verdensherredømmet.
Ekstra smitsom og til gengæld mildere tog virus først og ruskede et af de mennesker, jeg har været så bange for skulle få det. Hun kom fint igennem det. Hun havde det lidt som en mild influenza.
Pyha… det var en lettelse.
Så fik vi nye ansatte og samtidig var vi midt i noget, der stadig føles som verdens længste marathon, da vores ansatte på skift ramtes af corona og vi, der var tilbage, agerede blæksprutter.
Så blev jeg småsyg. Og valgte at isolere mig efter en positiv kvik-test. Sammen med Kenneth, fordi vi havde været de samme steder og sammen med de samme mennesker. Havde jeg Covid-19, havde Kenneth det også, var vi enige om. Også på trods af en negativ kvik-test for hans vedkommende.
Sådan var det ikke, skulle det vise sig. Jeg var positiv. Kenneth er stadig – så vidt vi ved – negativ. Søndag er der bestilt endnu en PCR-test til ham, men han fejler ikke en hujende knaldperle. Han er frisk som en havørn, men vi har prøvet at minimere risikoen for mere smitte på arbejdspladsen på denne måde.
På mandag er jeg klar igen. Måske lidt mere træt, end sidste mandag, men klar. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, men jeg glæder mig allermest over, at jeg ikke fik smittet nogen af dem, jeg holder af.
Har jeg så strikket i isolationen?
Det er ikke imponerende, hvad jeg har fået strikket. Jeg har belønnet mig selv med en ny opskrift på Dustland Shawl af Stephen West, men jeg er ikke langt.
Måske fordi jeg i nogle dage oplevede at føle mig lidt omtåget?
Måske fordi der rent faktisk var et par dage, hvor jeg ikke orkede at strikke?
I stedet fandt jeg nogle rester merino frem fra gemmerne og påbegyndte endnu et Langelinie. Denne gang i farver, der skal passe til både min vinter- og forårsfrakke. De er nemlig samme farve. Jeg må jo kunne lidt den ;-)
Jeg er begejstret for de første farver sammen
De er smukke og de komplimentere mine frakker på fineste vis, så det skal nok ende lykkeligt… og måske også lidt mere skørt, for der er jo nok af farver at tage af.
Som sagt; garnet er rester af håndfarvet merino. Lidt købt. Resten hjemmefarvet af enten Kenneth eller mig. Nu får det nyt liv om halsen på mig snart og det passer mig fint, at der gøre lidt indhug i den del af mit garnlager. Der er plads til mange flere Langelinie, kan jeg godt røbe.
Ud i verden
I dag må jeg bryde isolationen. Jeg kan slet ikke vente. Jeg kigger ud i en lørdag med fuld sol og en fornemmelse af forår, så pokker skulle stå i, at jeg ikke måtte komme ud og nyde det hele.
Kenneth gider godt tage med på tur og sådan bliver det. Ud i den friske luft. Ud at mærke taknemmeligheden over at være kommet så godt igennem Covid-19. Jeg har været meget heldig.
Det skøre og pinlige efterspil
PS – det sjove efterspil bliver onsdag, hvor jeg er nødt til at afsløre den ulykke, jeg har forårsaget. På mig selv altså!
Der venter en tid hos frisøren. Trine skal redde mine lokker. Eller det der er tilbage af dem. Post-corona-hår er ingen spøg, når man har en manke som min. En hårvask måtte udsættes det meste af en uge og med mange timer i sengen, lignede ALT mit hår noget, der aldrig havde set en børste. Det føltes også sådan. Det opførte sig endda sådan.
Det kunne I K K E redes igennem. Det kunne heller ikke reddes. I hvert fald ikke med mit temperament, så jeg tog en saks …
Det skulle jeg ikke have gjort. Lad det blive ved det. Trine må redde resten.
Rigtig god lørdag til dig og hold dig fra sakse :-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
8 kommentarer
Ulla
2. marts 2022 at 19:57Det var da alligevel godt at du ikke blev sådan rigtigt alvorligt syg, det er jo det, man frygter. Og så efterveerne.
Vi var begge syge i sidste uge – 4 dage med feber og alting, men selv ikke 3 coronatests ville slå ud med positivt resultat.
Til hvad nytte var man så lige blevet syg…
Smiler ad historien med håret – du må lave en opfølgning med billeder :)
Liselotte
8. marts 2022 at 07:07Det er utroligt med den virus og de, som fortsat går fri på trods af eksponering. I har så ikke haft “andet end” en vinterforkølelse, men uanset så godt I er ved at være friske igen. Håret… det har vi heldigvis reddet, men det er gode tyve centimeter kortere ;-)
Donald
27. februar 2022 at 14:12Lige som man tror det er overstået …
Det er meget interessant at Kenneth ikke har kunnet aktivere en PCR test. Jeg har en teori, som bygger på medicinske udsendelser jeg hørte for nu 27 år siden: Man kan ikke gå ind i en bus/et tog uden at få en virus fra en af medpasssagererne. Og det gælder om at få så lidt som muligt, ja, men du kan ikke undgå det, og vores immunsystem er hele tiden aktivt. Det er som et orkester med mange instrumenter, og hvis ét af dem svigter kan du stadig klare en invasion af virus.
Så fra begyndelsen hæftede jeg mig ved, hvordan lægerne beskrev Corona, og immunsystemets reaktioner: Var det muligt at få en lille bitte smule (fra fx. en bus) og ville det medføre, at immunsystemet begyndte at bygge special-celler (T-celler) som kender lige netop den virus? De bedste foredrag understregede netop dette, at det var et kapløb mellem “den onde virus” og immunsystemet. Kenneth har nok et super-effektivt immunsystem. Men kan man måle det? De sygeplejersker jeg har spurgt, og de opslag jeg har gjort, kan ikke svare på spørgsmålet, – men tager det som givet at vi ikke kan måle alle de “invasioner” der finder sted i vores krop, lunger – øjenslimhinder, – osv.
Det er vel nok godt at familien har det godt!
Liselotte
8. marts 2022 at 07:05Kenneth gik så ikke fri alligevel, Donald. Han klarede virus forholdsvist nemt, som jeg, men han hoster fortsat. Han har dog astma og jeg tror, at det driller ham. Vi er begge sikre på, at vi bliver helt friske igen og ja, dine tanker om virus kan jeg tilslutte mig :-)
M L
26. februar 2022 at 15:23Wow – so glad that you have come through the virus storm. Hair – well, that grows back and barrettes help. Scissors may need to carry a warning going forward. :-)
Liselotte
8. marts 2022 at 07:03I am fine now and very grateful to have come through the virus in such a gentle way. Scissors are off limit to me now ;-)
Linda
26. februar 2022 at 12:41Det med håret det er sjovt griner endnu (ikke rigtig sjovt men lidt alligevel det gror jo ud igen) men på den anden side så skal du ikke gå og være bange for at få corona, nu er det overstået, og tak for dine altid dejlige opslag, og ha en dejlig weekend.
Liselotte
8. marts 2022 at 07:02Jeg grinte simpelthen også selv, da jeg rejste mig efter at have klippet håret og så resultatet i spejlet :-) Heldigvis har vi fået reddet det meste nu :-)