Okkejo da… selvfølgelig strikker jeg da stadig. Hver dag faktisk. Småt det meste af tiden, for jeg er jo som bekendt blevet mormor til Elias.
Elias’ mor holder af at bruge strik til ham, så det føles virkelig nyttigt og værdifuldt at bruge de mørke aftener på at strikke småt til ham den lille.
I går færdiggjorde jeg endnu en Ankers Heldragt. Nummer tre i rækken, så den opskrift har tjent sig selv hjem allerede i skønne, uldne sager. Denne gang strikket i en rest grå Blackhill Højlandsuld. Den næste er allerede på pindene i den skønne Blackhill Linwool. De to kvaliteter er mine yndlinge, tror jeg. De holder bare altid.
I den forløbne uge har jeg strikket en cardigan, to par sokker, to huer og færdiggjort den ovenfor nævnte Ankers Heldragt. Foruden de ting har jeg strikket en Wild Posy Flora Sweater og en Wild Posy Hat af Melody Hoffmann – begge til mig selv – og når jeg sådan ser det på skrift, kan jeg godt se, at jeg har været overmåde flittig.
Sweateren er strikket i Plötulopi og Softwool. Huen er strikket i Plötulopi lagt dobbelt. Alt hentet på eget lager, så der svinder lidt i det, men ikke i noget imponerende tempo ;-)
Ej blåt til lyst eller…
Jeg er i gang med endnu en Wild Posy Flora Sweater. Denne gang i dette garn, som mine øjne konstant faldt på. Det er der en grund til, så nu forvandler jeg et par fed lagt dobbelt til endnu en af den skønne sweater og denne gang smukt blå.
Måske burde vi stresse lidt, men…
Vi har valgt ikke at lade os stresse det mindste af ikke at have forberedt noget som helst. Vi er sikre på, at vi når det vigtigste og resten ser vi stort på.
Vi har skruet ambitionsniveauet ned og det eneste, vi gerne vil, er at se den lille familie i Hadsund og ellers hygge i gode venners lag i julen.
Vi skal for første gang i mere end 20 år ikke stå for julen for hele familien. Vi skal have de bedste venner på besøg og vi skal holde voksenjul med god mad, vin og drinks. Det bliver anderledes, men også dejligt, er vi sikre på og vi skal nok nå at blive klar og så er vi klar til den helt store jul igen til næste år, hvis der er stemning for det.
Vi glæder os bare til det hele og selvfølgelig skal jeg strikke ind imellem. Ingen jul uden strik …
Glædelig decemberfredag til dig :-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
9 kommentarer
Sophie Knit er færdig! af Slagt en hellig ko
2. februar 2022 at 11:00[…] er jeg lige nu i gang med den blå Wild Posy af Melody Hoffmann. Den hvide, jeg strikkede, er min mest brugte sweater denne vinter. Jeg knuselsker den virkelig og den er, som denne nye […]
Ulla
23. december 2021 at 12:35Glædelig jul fra en trofast læser – tak for de mange skønne indlæg.
Du har da været flittig og dejligt at de smukke sager bliver godt brugt.
Vi skal vist alle passe på med at skrue ambitionerne for højt op, hverdagens stress og travlhed skulle helst afløses af julefred og lidt mere stille stunder. Det håber jeg i hvert fald :)
Liselotte
27. december 2021 at 11:44Jeg nåede i mål med det hele, Ulla og vi fik en stille og fredfyldt jul, som vi havde håbet på. Jeg håber, at du fik det samme :-)
Britt-Marie HD
21. december 2021 at 18:22Underbar tröja!!! Har länge haft Plötulopi på listan över garn att testa… 8) Det ska bli av!!! 8) <3
Satt idag och letade efter ett recept med mandlar att göra till julen… salta, vill jag minnas… och hittade inte receptet längre i min låda… Hjärnan sa då… leta hos Slags en hellig ko…. hm… fast hur hitta det då, hihihi…
Trevlig jul!!!
Må så gott…
BimHD
Liselotte
22. december 2021 at 11:03Jeg er vild med Plötulopi, så det kan du glæde dig til at teste :-) Og også rigtig glædelig jul til dig :-)
Lene
17. december 2021 at 18:46Julen kommer uanset hvad vi to gør, og sammen med gode venner kan det kun blive godt :-)
Hvor er du bare flittig. Det er skønt for Oline og familie. Godt at mit barnebarn også har en mormor, der er flittig og hurtigstrikker. Farmor er absolut ikke :-)
Liselotte
20. december 2021 at 12:00Jeg er sikker på, at julen bliver dejlig. Akkurat, som den plejer og det med strik og bedstemødre, det er jo et kapitel helt for sig, men uanset tempo, så elsker vi jo det hele :-)
Annette
17. december 2021 at 13:23Havde du ikke en gang en “mormor kasse” som du samlede småstrik i??
Liselotte
17. december 2021 at 13:27Jo da! Den har vi haft meget glæde af :-)