Efterårsstemningen har indfundet sig. Jeg tænder stearinlys, bygger huler og finder alt det bløde og varme frem. Det sker hvert år ved denne tid, at min trang til kanel, varme gryderetter og sokker vokser proportionalt med, tidspunktet for, hvornår mørket indfinder sig.
Jeg får lyst til at henkoge, sylte og i det hele taget fylde spisekammeret med alt det, der kan gøre den gode forskel i en mørk og kold vintermåned.
Jeg finder det tidlige efterår smukt og jeg elsker, når træerne skifter farve og der kommer bid i luften. Det er helt i orden med mig, at årstiderne skifter. Jeg holder af dem alle, men jeg indrømmer blankt, at november ikke er nem at komme igennem. Det har selvfølgelig sine årsager, så ingen skældud til måneden, men bare en konstatering af, at den er jeg ikke længere gode venner med.
Det hjælper den dag, hvor den første sne falder. Det gør den ofte i november. Derfor holder jeg stadig af måneden, men den er tung og svær at komme igennem.
Noget at glædes over
I år har vi fået en lille glædesspreder, som nok kan hjælpe på måneden, som bare fortsætter i det uendelige, hvis du spørger mig. Nemlig Elias. Han er skøn. Hans forældre er skønne. Vi elsker at følge med på sidelinjen og det går godt med dem alle tre.
Forældreskabet er faldet nemt for de nybagte forældre. Elias er nem, som det ser ud lige nu. Han sover godt, spiser endnu bedre og vokser, som han skal.
Han er – naturligvis, sagde hans mormor – helt igennem skøn ;-)
Han er også utroligt lille. Det sidste handler sikkert om, at vi for længst har glemt, hvor små de der nye mennesker er. De er nemlig små. Helt utroligt små.
Til gengæld er morfar stadig i imponerende træning, når det kommer til disciplinen bleskift. Det klarer de to i løbet af et øjeblik og uden de store sværdslag, men efter at have trænet i næsten 17 år, er morfar også bare uden slinger i valsen.
Fredagsstemningen indfinder sig også stille og roligt
Først er der et nyhedsbrev, der skal arbejdes med. Fotos skal tages. Tekster skal skrives.
Alt sammen gjort i bedste selskab, for jeg holder så meget af at arbejde sammen med Kenneth om sådan nogle ting. Særligt efter jeg har fanget ham og puttet ham ind på mit kontor, hvor jeg ikke længere skal lede i dagevis efter ham ;-)
Vi sidder sammen nu og det fungerer overraskende godt. Vi er en smule forskellige. Jeg trives i orden. Kenneth trives med og er verdensmester til at navigere i en mild form for kaos. Vores opfattelse af orden er lidt forskellig på arbejdet, men vi får det til at fungere. Hjemme er jeg et rodehoved, så ingen helgener her ;-)
Jeg sluger en kamel eller to for husfredens skyld og jeg er sikker på, at Kenneth gør det samme, når jeg bliver for skrap og vil have ryddet op. Vi er nemlig begge sikre på, at det med at dele kontor er ideelt for os og den måde, vi arbejder sammen på.
Fredag er altså tæt samarbejde omkring et nyhedsbrev, frokost i det fri, hvis vi er rigtigt heldige med vejret og siden en aften med fokus på at lave ingenting, for det er nemlig sådan, en fredag aften skal være, hvis du spørger mig. Vi skal bare nyde efterårsstemningen, der er ankommet.
Rigtig god fredag til dig :-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
6 kommentarer
Ulla
15. oktober 2021 at 15:05Hvis du nu ses med Elias og hans forældre jævnligt i november, tror du så ikke at den lange og for dig så triste måned bliver bare en smule lettere at komme igennem i år? Jeg håber det ❤️.
Liselotte
18. oktober 2021 at 10:12Jeg håber det samme, Ulla og jeg er sikker på, at det nok skal hjælpe :-)
tina/mormormedstiletter
15. oktober 2021 at 12:51Hvor lille Elias fin – og endnu engang tillykke ed ham:-)
Rigtig dejlig weekend til dig og dine!
Liselotte
18. oktober 2021 at 10:11Tak Tina og han er skøn, den lille :-)
Anne Kirsten
15. oktober 2021 at 10:46Jeg ønsker dig mange gode kræfter til at komme igennem novembers sorgfulde stunder. En lykke med et lille barnebarn, som kan flytte fokus.
Liselotte
18. oktober 2021 at 10:11Det er så dejligt, at vi nu kan glæde os over lille Elias. Jeg er sikker på, at det hjælper :-)