Et Kongerige eller Marys Royale Babysvøb har Oline altid ønsket sig til sit første barn. Jeg har vidst det i mange år og mens jeg har vidst det, har jeg strikket mig gennem en 8-9 stykker, som er foræret væk.
Tanken om endnu et har redet mig som en mare, så jeg tænkte, at Oline måske havde glemt det eller var tilfreds med de andre små svøb og tæpper, jeg har strikket til vores Lille Kalle. Hun har aldrig givet udtryk for andet, men min dårlige samvittighed indhentede mig sidste lørdag.
Pludselig kunne jeg mærke, at det bare ikke gik an, at jeg havde strikket adskillige til andres babyer, men når det kom til min datter og svigersøns førstefødte og vores første barnebarn, så sprang jeg over, hvor gærdet var absolut lavest.
Jeg greb et smukt, gråt uldgarn, vi har hos Garnudsalg. Det egner sig perfekt til svøbet, er rustikt og naturligt, som både Oline og jeg kan lide det og så har det en indbygget slidstyrke, som garanteret, at svøbet holder i mange år. Jeg elsker tanken om, at andre end Lille Kalle, kan bruge det, hvis vi er så heldige.
Jeg har brugt 222 gram efter vask og tørring. Tre fed skal der indkøbes, hvis du vil gøre mig kunsten efter.
Du kan også strikke et svøb
Du kan sagtens strikke Et Kongerige eller Marys Royale Babysvøb som dette. Det ser lidt kompliceret ud, men er det slet ikke.
Følger du opskriften – jeg har brugt denne – er det utrolig nemt og resultatet bliver så smukt, når først sjalet er vasket og spændt ud i rette størrelse og facon.
Jeg bruger Blocking Wires og jeg elsker dem til netop sjalet og tæpper, hvor blondemønstrene først folder sig helt ud, når de er vasket og spændt ud, så maskerne lægger sig så smukt, som de er tænkt fra designerens side.
Svøbet er afleveret til fødselsdagsbarnet
Svøbet er afleveret i går. I dag sidder den kommende mor og holder på alt, der kan holdes på, for hun har fødselsdag. Hun bliver 27 år og ønsker ikke at dele fødselsdag med sit første barn, så hun holder sig i ro, for ikke at risikere noget.
Hendes termin er først om 12 dage, så der bør være vældig god tid, men hun og hendes bror er født med henholdsvis 10 og 5 dage til termin, så det kan sagtens ske, at han ankommer om et øjeblik.
Vi er mange, som næsten ikke kan vente med at hilse på ham, men jeg under hende sådan, at hun ikke skal dele fødselsdag med ham, så i dag fejrer vi bare, at Oline er 27 somre gammel og så voksen, at hun selv skal være mor om et øjeblik.
Jeg forstår det ikke
Jeg husker stadig den september-morgen for 27 år siden, hvor hun blev født. Lige lidt over 7 kom hun til verden for åbne vinduer i en Indian Summer, der tog kegler. Hun blev født ind i en familie, der alle havde ventet hende med længsel. Hun blev vores solstråle, vores lille Emil fra Lönneberg og hendes brors store lykke og kærlighed.
Jeg elsker hende fortsat så højt, at det næsten gør ondt i hjertet, når jeg tænker på hende. Hun er vores solstråle og vi er så stolte af hende. Hun er det mest fantastiske, empatiske og rummelige menneske, jeg kan forestille mig og så er hun altså 27 somre i dag – uagtet, at jeg ikke synes, at jeg er blevet én dag ældre siden den september-morgen i 1994. Sådan er livet så forunderligt og jeg så blind ;-)
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
13 kommentarer
Hanne Uldal
25. april 2023 at 00:54Så smukt. Men hvor lang tid tager det st strikke ? Kh Hanne
Hanne Hector Schrøder
25. april 2023 at 12:221 måned, ca, tager det at strikke Marysvøbet, hvis man strikker nogenlunde konstant – men der er også nogle, der har fortalt, at de gør det på mindre tid. Jeg strikker det iøvrigt altid rundt = alle 4 sider på én gang, retstrik uden sammensyninger, med vendinger i ét hjørne. Lotte Wackerhagen har lavet en god vejledning til dette, den findes under filer på Facebook gruppen “Marysvøbet – Det hele og det halve kongerige” https://www.facebook.com/groups/1696781533902447 og der er mange gode tips i samme fil.
God fornøjelse!
Karina Simonsen
12. september 2021 at 15:11Hjerteligt tillykke med Oline! Det er ubegribeligt, som de små bliver store, og også skønt og fantastisk og forunderligt. :-)
Karina Simonsen
12. september 2021 at 15:12Og jeg ser først nu, at det er et halvgammelt indlæg, jeg kommenterer, men lykønskningen er velment omend sen :-)
Marianne
9. september 2021 at 21:26Tillykke med Oline :-) Jeg blev født på min nu afdøde mors fødselsdag og har altid syntes, det var så hyggeligt, når vi ringede for at ønske hinanden tillykke, og den ene af os kunne sige: Tak og i lige måde! Til gengæld savner jeg hende nu ekstra meget på min fødselsdag.
Wenche W
2. september 2021 at 15:17Så flott det teppet ble, fin farge. Kan godt tenke meg at mottaker ble glad for det nydelige svøpet til sin førstefødte. Ja, nå er det sannelig ikke lenge til du er mormor, tenk så koselig det skal bli! Du rekker sikkert å strikke litt mer til lille “Kalle” før han melder sin ankomst, tror du ikke?:)
Hanne Hector Schrøder
1. september 2021 at 20:26Jeg håber, det lykkes Oline at holde på Kalle, for min yngste søster var ikke glad for at have fødselsdag fælles med vores Mor! Det var ikke hendes, mens Mors livretter, vi fik den dag, og først mange år senere røbede hun, at hun absolut ikke brød sig om Sprængt tunge med gemyse og melonkurv med sommerbær!
Til lykke Oline og den glæde, der venter jer!
Jonna
1. september 2021 at 20:13Hvor er det dejligt du snart bliver mormor og tillykke med jeres datter. Du er så dygtig til at strikke så det er fine ting du har klar når dit barnebarn snart melder sin ankomst.
Dorien
1. september 2021 at 18:16Hjertelig tillykke med jeres skønne datter og alt godt for en lys fremtid.
Jakobine
1. september 2021 at 16:18Hjertelig tillykke med Oline. Det bliver lige om lidt, den lille Kalle, kommer ud og hilser på.
Charlotte Lind
1. september 2021 at 15:26Jeg er lige så blind og ja livet er forunderligt min ældste er 45 og min yngste 28 og skal giftes på lørdag. Jeg glæder mig sådan. Je hepper på at Oline holder på Kalle nogen dage endnu.
Ulla
1. september 2021 at 15:14Stort tillykke med Oline,
Jeg forstår så godt, at I næsten ikke kan vente længere med at møde den lille Kalle.
Frida
1. september 2021 at 14:44stort til lykke med jeres fine Oline, og pöj pöj med det forestående
kh.fra Island
Frida