Vorupør tur/retur

Vorupør tur/retur er overskriften for vores onsdag. Vi skulle ikke skynde os, så jeg startede dagen ud med doven strik og tv’et kørende i baggrunden.

Jeg strikker – blandt andet – på en knaldblå O2 CARDI af Spektakelstrik. Jeg tester vores nye kvalitet BIRK sammen med en af vores skønne og bløde Blackhill Silk Kid Mohair. Det er et godt match og jeg er aldeles forelsket i farven.

Jeg lovede mig selv forrige år, at jeg skulle begynde at bruge lidt flere farver i garderoben i stedet for altid at holde mig til sort, grå og naturfarver. Jeg er kommet rigtig godt i mål med det og i dag er det faktisk sådan, at jeg så sjældent bærer sort, at jeg overraskes lidt af at se mig selv i den farve.

Det går langsomt men sikkert fremad

Jeg har hele foråret og sommeren strikket utrolig beskedent i forhold til, hvad jeg selv ville have ønsket. Omstændighederne har gjort, at det ikke fysisk har været muligt, så jeg strikker lidt, når smerterne tillader det.

Jeg strikker naturligvis til vores lille Kalle, som snart kommer til verden. En måned endnu og så er ventetiden forbi. Vi glæder os sådan og vi elsker, at vi snart skal være morfar og mormor.

Vi er mange, der glæder os til, at vores lille Kalle (som bestemt ikke skal hedde Kalle, men de unge mennesker har endnu ikke besluttet sig for et navn) kommer til verden. Også min søster; Annemette og svigerinde Heidi glæder sig. De bor endnu længere væk end os og ser derfor kun de vordende forældre få gange om året. I dag er imidlertid en af de gange. De er på visit i villaen i Hadsund netop som jeg skriver.

De har nemlig været i Vorupør og smutter indenom på vej sydover til Fyn og det Svendborg, de elsker.

Og så skete dette …

Vi var på vej til Vorupør i onsdags, da vi – lige udenfor Hundborg – passerede det mest fantastiske syn. Jeg tvang naturligvis Kenneth til at stoppe, så jeg kunne komme ud og se blomsterhavet i dets fulde udstrækning.

Biodiversiteten er truet og landmænd har også en del af skylden, og der er flere og flere af dem, som tager deres ansvar alvorligt og derfor ser vi også antallet af faunastriber vokse støt i disse år.

Det var selvfølgelig sådan en, vi passerede. En faunastribe. Den fineste og smukkeste håndsrækning til verden og dens beboere.

Det er det fineste syn at blive mødt af, når man kommer forbi disse smukke og farverige faunastriber, men allerbedst er nu tanken om, at insekter, fugle og pattedyr, nu kan søge både føde og gemme sig i de smukke striber.

Inden længe ankom vi til byen

Efter jeg havde set mig mæt, kørte vi videre. Der var kun en kort køretur tilbage, inden vi ramte Vorupør, hvor vi var sat i stævne nede på Fiskervej.

Vi lagde ud med en skøn frokost, som bestod mest af fisk i alverdens afskygninger. Det er vi alle vilde med, så der blev taget godt fra og bagefter var vi da også så mætte og tunge, at vi hurtigt enedes om, at vi hellere måtte foretage os noget, inden vi faldt i søvn på stribe, som vi sad på terrassen med solen på næsen.

Vi havde set, at det nye Nationalparkcenter Thy, da vi ankom til byen. Nu kunne de andre fortælle, at det ikke var omfattende, men til gengæld utrolig smukt og det havde allerede pirret vores nysgerrighed udefra, så vi enedes om at besøge det.

Der er fri entré, men du kan frivilligt bidrage til projektet, så det gjorde vi naturligvis, så snart vi ankom. Stedet er virkelig smukt – også udefra.

Vi fortsatte ned på landingspladsen

Vi ville ned og nyde synet af havet og håbede også at være så heldige, så vi fik en båd eller to komme ind. Det viste sig, at vi fik det hele at se og tilmed havde vi skønt selskab og dejlige is at supplere med.

Irma (hunden) nød den sidste rest af den enorme isvaffel, Kenneth havde hentet til mig. Vi kunne sagtens finde ud af at dele og det viste sig, at hun er vild med pistacie-is. Hvem havde lige set det komme ;-)

Allerede kort tid efter vi var ankommet, fik Heidi øje på en af fiskerne ude i horisonten, så vi vidste, at med lidt tålmodig venten ville vi få landingen at se og ganske rigtigt. Efter en halv times tid, så vi skibet sejle ind til kysten og blive trukket på land af spillet.

Vi undrede os over det vovemod eller den forglemmelse, vi var vidne til. Folk stimlede tæt sammen omkring spillet og vi kunne ikke lade være med at tale om, hvad der ville ske, hvis det uheldige skulle ske og en af wirerne sprang. Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvad det ville afstedkomme af menneskelig tragedie, så det med at holde god afstand faldt os overmåde nemt.

I morgen er der atter en dag

Efter at have set to både lande enedes vi om, at det var på tide at køre hjemad. Vi havde omtrent halvanden time hjem til sommerhuset, så vi fik sagt farvel og så gik turen ellers retur til Rødhus efter den dejligste dag.

I dag er tiden så kommet …

Vi er flyttet hjem på Tjørnevang. Ikke at sommeren er forbi for i år, men hverdagen i Rødhus er forbi for i år for vores vedkommende.

Vi har så mange ting, vi skal have forberedt herhjemme, ligesom vi har nogle dejlige arrangementer i de kommende uger, som er langt mere overkommelige og dejlige at deltage i med udgangspunkt i Tjørnevang, så hjem gik det altså denne morgen.

Vi er efterhånden gode til at pakke. Vi lærer lidt for hver gang, vi gør det, så i dag tog det ikke mere end en times tid, så var vi for hjemadgående.

Vi har efterladt sommerhuset ryddeligt og rart at vende tilbage til, for det gør vi. Vi holder af at være deroppe året rundt og vi er heldige, at det kan lade sig gøre, men i første omgang er det altså Tjørnevang, der lige skal indtages igen efter en hel sommer nordpå.

Her er nu også rigtig rart at være. Heldigvis.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.