Fredensborg Badehotel var slutdestinationen, da vi forrige onsdag lagde Rødhus bag os i den tidlige morgenstund.
Vi var oppe før 5 og ny-badede og med bilen pakket med lidt at drikke og spise lagde vi kursen i retning af Sjælland i første omgang. Vi skulle køre til Ystad, for der fra at sejle det sidste stykke til Bornholm. Det ville blive en lang rejse-dag, men vi elsker at rejse i bil, så vi hyggede os allerede fra starten.
I Aabybro kørte vi indenom den lokale McDonald efter kaffe. De laver en ganske udmærket Latte, så et par stykker af dem og vi var klar til i første omgang at indtage landevejen ind til Aalborg, hvor motorvejen fik lov til at overtage.
Vi skulle sejle klokken 12.30
Vi ankom i god tid til Ystad, men det er vanskeligt at beregne meget præcist over så stor afstand. Det gjorde nu ingenting, for jeg havde strikketøj og vi talte om, at vi er gode til at være til stede i nu’et, så vi hyggede også i den færge-kø.
Turen til Bornholm tog 1 timer og 20 minutter og gik fuldkommen smertefrit. Vi drak mere kaffe og hyggede os ellers bare med en avis og med at iagttage mennesker omkring os. Vi talte om, at der var mange, som skulle indtage solide mængder slik på den ferie, de tydeligvis var på vej til. Der blev i hvert fald handlet godt ind af de søde sager, kunne vi se. Ferie er lig med hygge og så må der sikkert skejes lidt ud i børnefamilierne.
Da vi ankom, tog det kun et øjeblik at tømme færgen. Vi havde allerede orienteret os om retning, når vi kom af færgen, så det tog kun fem minutter, til vi ankom til destinationen.
Værelset var skønt og udsigten helt uimodståelig på badehotellet
Kenneth havde bestilt værelse med hav-kig på Fredensborg Badehotel og det skal jeg love for, at vi havde fået. Østersøen lå lige nedenfor vinduet og vi havde det smukkeste vejr, da vi ankom, så alt var perfekt.
Nedenfor vinduerne lå haven. Der var liggestole, spabade, spil og adgang til en badebro, hvor fra man kunne hoppe direkte i Østersøen.
Vi benyttede os af absolut ingen af mulighederne …
Vi var en anelse brugte
Vi trængte til at lande. Efter den lange køretur, var der kun energi til at slappe af på værelset.
Vi bestilte kaffe og satte os i hver vores stol vendt med front mod havet. Det gik lige an med den underholdning, var vi enige om …
En lang, men hyggelig rejse til badehotellet
Vi talte om, at rejsen til Bornholm havde været lang, men hyggelig. Vi er gode til at rejse sammen på den måde, for vi bruger tiden i bilen til både fornuftige og mindre fornuftige ting, men vi får med sikkerhed talt sammen om alt mellem himmel og jord og det sker helt uden afbrydelser og det elsker vi.
Vi talte også om, at det alligevel havde fyldt en del at vide, at der på den sidste del af rejsen var risiko for stenkast mod bilen. Vi havde begge holdt et vågent øje med vejkanterne undervejs, for lidt utrygt er det, at færdes på en vejstrækning, som efterhånden har kostet mere end 100 biler skader efter stenkast, som endnu ikke er opklaret.
Der var heldigvis intet sket på turen og det var vi begge lettede over.
Man skal jo samle appetit
Senere fik vi en lille lur, for vi ville være klar til aftenen, som skulle tilbringes nede i hotellets restaurant. Der var fiske- og skaldyrsbuffet med skønne fiskeretter, hummere, muslinger, rejer, østers og meget mere ad libitum. Der er også et stort oste- og dessertbord inkluderet i middagen. Vi elsker skaldyr, så selvfølgelig glædede vi os.
Oline var noget misundelig på aftenens menu, for er der noget, hun elsker, er det skaldyr. Det skulle vise sig, at hun roligt kunne græmmes af ærgrelse over ikke at være med. Sikke et overdådigt måltid …
Vi blev mætte
Der var en overflod af skaldyr at spise sig mæt i, så det gjorde vi. Vi elsker begge alt fra havet, så vi nød middagen.
De diskede også op med en imponerende oste- og dessert-buffet, som også blev besøgt af os begge, men vi er ikke de store dessert-mennesker, så vi gjorde størst indhug i skaldyrene og osten og sikke en fryd, det var.
Aftenen sluttede i haven
Vi afsluttede middagen med en stille stund i haven. Vi sad med kig til Østersøen og talte stille om de kommende dage, som skulle tilbringes på øen og med absolut ingen planer i skuffen. Alt stod åbent og vi havde ikke hjemmefra undersøgt noget som helst, men fået en masse gode idéer af nogle af mine skønne følgere på Instagram.
Der var nok at samle kræfter til.
Vi sov godt den aften. Mætte og tilpas og ikke mindst trætte efter en lang rejse-dag, lagde vi os til rette for åben dør og med udsigt til Østersøens smukke vand. Det havde været en dejlig dag.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
1 kommentar
Dorien
5. august 2021 at 11:31Det er allerede 5 år siden vi var på Bornholm. Dengang tog vi imod et tilbud fra DAT og fløj fra Billund til Rønne. Det tog knap en time. Dengang var det billigt, men prisene er nok skruet op nu. På Bornholm lejede vi en lille UP for den formidable sum af 200 kroner for 4 dage. Det var skønt at komme udhvilet frem og tilbage.