8

Søndag på Børglum Kloster

Søndag gik turen blandt andet til Børglum Kloster. Først rundede vi dog Løkken. Her satte jeg mig på Café Frandsen og drak Latte, strikkede og hyggede mig i eget selskab.

Der blæste en frisk vind gennem byen, men jeg holdt stand med fødderne placeret på et lunt tæppe og varm kaffe i glasset. Jeg nåede til den italienske aflukning og hyggede mig koncentreret med den, mens jeg ind imellem kiggede op og nød det liv, der er i byen for øjeblikket.

Efter halvanden time hentede Kenneth mig og vi aftalte, at vi holdt fast i morgenens aftale om at besøge Børglum Kloster.

På en grøn bakketop

Klosteret ligger omtrent lige om hjørnet. Det ligger smukt på en bakketop med sikkert udsyn, da det var et behov, der måtte tilgodeses, da Børglum Bakke første gang blev indtaget af vikinger til en af landets mange Kongsgårde.

På billedet nedenfor er vi på vej ind i klostrets urtehave. Den kommer man til gennem passagen mellem to af bygningerne. Der var det smukkeste kig til klosterkirken og fra den vinkel ser den immervæk imponerende ud.

Børglum Kloster

Urtehaven

Urtehaven er under opbygning, men det var herlige historiske oplysninger, der gjorde søndag eftermiddag ekstra morsom, vi fandt på skiltene, der ledsagede planterne.

Det man troede på dengang vækker latter i dag, men sådan går det med garanti også med noget af den viden, vi “tror”, vi har i dag. Mennesket bliver hele tiden klogere på den verden, det lever i.

Ved Hjertespand stod der at læse, at den styrker og hjælper en med at finde meningen med ens tilværelse, ligesom den kan afværge trolddom. Det er en plante, der nok er værd at have i urtehaven.

Bayeuxtapetet for guderne må vide hvilken gang

Jeg opdagede, at den danske kopi af Bayeuxtapetet var udstillet i en af bygningerne og selvom Kenneth altid og nærmest pr automatik falder ind i en trancelignende form for kedsomhed, når det nævnes, så tvangsindlagde jeg ham til endnu en tur omkring det.

Han klarede sig gennem både det og legetøjs- og kjoleudstillinger, inden vi enedes om, at det var tiden til at vende snuden langsomt hjemad.

Børglum Kloster
Børglum Kloster
Børglum Kloster
Børglum Kloster
Børglum Kloster

Et sidste kig fra porten og ud over det smukke Vendsyssel

Efter et sidste kig ud over smukke og sommerklædte Vendsyssel, forlod vi Børglum Kloster, for at vende hjemad.

Vi kører jo gerne den nærmeste omvej og den endte med at inkludere Lønstrup, Rubjerg Knude med kig til fyret og et holdt ved en af de hjemlige vejboder, hvor vi købte tre slags pesto, inden vi endelig landede hjemme.

Vi endte dagen på stranden, inden vi tørnede tidligt ind. Søndag var brugt godt og det var vi i grunden også.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide